Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

37 anbefale saadanne Opdragelsesanstalter. I vanskelige eiendommelige Opdragelsestilfælde havde han ikke blot seet disse Anstalters Nytte, men endog deres uundværlige Nødvendighed. Han kunde endog ønske, at vi havde nogle flere. Men idet disse Anstalter ere for vanskelige Børn, kan man forsvare og er det rigtigt at anvende en større og kostbarere pædagogisk Kraft paa dem, end det er rigtigt eller nogensinde vil skee i en Arbeidsanstalt. Og deri ligger en uendelig Forskjel og Udgangspunct for en heel forskjellig Indretning. Taleren vidste, at Stephansen her er noget uenig med ham og særlig urgerer fattige Børn i Almindelighed, men i Virkeligheden og i Praxis har Holsteinsminde ved Siden af de andre dog aldrig nægtet kjærlig Optagelse af ethvert Barn, hvormed man befandt sig i Forlegenhed, og har i denne Retning just maaskee øvet sin skjøn- neste Virksomhed. Hertil kommer, at gamle Stephansen og hans Hustru, ligesom ogsaa Bestyreren i den anden bekjendte Anstalt, have havt en ganske særegen Gave for deres Kald. Ja hvad den Kone, der nys lukkede sine trofaste Hine, har virket for fattige Børn, lad det ogsaa mulig glemmes her paa Jorden, sikkert hører det til det, om hvilket det hedder, at det er indskrevet i Himlen. Taleren havde igjennem flere Aar samlet en Deel Oplysninger om de Børn, der ere sendte Institutet fra en enkelt Kjøbstad. Ved særlige Omstændigheder var det lykkedes ham at kunne følge dem alle ud i Livet. Alle de ældste havde han fulgt 20—25 Aar efter at de have forladt Holsteinsminde. Af disse 40—50 Born, der fra denne enkelte By i en Række af Aar havde været betroet dets Omsorg og som alle vare Børn, om man saa maa sige, faldne Børn, der enten havde stjaalet eller gjort andre meget slemme Excesser, af disse ere kun 5 senere igjen straffede, 5 staae tvivl- somme, medens alle de andre ere gaaede over og ind i det borgerlige Liv. Om det end ikke var moralsk fordærvede Børn, som et Barn vel aldrig er eller kan være, saa vare de dog alle, ikke blot de 5, men alle 40—50 vanskelige, ja meget vanskelige Børn. I alle de nævnte Retninger maatte Taleren være imod dette Fattigvæsen, alene med Arbeidsanstalter. Endelig maatte han ogsaa i reen oeconomisk Henseende og af Hensyn til et vel ordnet Regnskab ansee det aldeles forkasteligt at samle og kaste en Opdragelsesanstalt, en Fabrik og en Forsørgelsesanstalt sammen i Eet. Man gjør sig altid en falsk Forestilling om, hvad der udret- tes og ikke udrettes i en saadan Arbeidsanstalt, og det er egentlig