Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

39 Tiggeri o. s. v., egentlig bleven forvansket i sin Characteer, men Modarbeiden af Betleri o. s. v. er i Grunden ogsaa derved bleven forkvaklet. I denne Sammenblanding ligger formentlig den væsent- ligste Brøst i vort Fattigvæsen. Skal en ret grundig Forbedring naaes, da maa man sikkert komme ind paa den Vei, som alt er gjennemført flere Steder, fornemlig i det schweizerske Canton Bern, nemlig igjen at sprænge de to Ting fra hinanden, sætte dem under forskjellige Bestyrelser og under forskjellige Love. Naar man gjør det, saa skal det nok komme dertil, som det alt er kommen i Canton Bern, at det egentlige Fattigvæsen for en stor Deel vil kunne besørges ved frivillige Kræfter, medens det .Øvrige ogsaa vil blive styret bedre til Samfundets Tarv. Som det er nu, tager man sig det for let i mange Tilfælde, med de Uskikkelige, dem, der forbryde sig imod Samfundets Orden, og gaaer for haardt til- værks i andre Tilfælde, i dem med de skikkelige Trængende, Brøst- fældige og Gamle. Theori og Praxis ville sikkert vise, at en Ordning i denne Retning vil være den bedste Ordning. Taleren vilde endnu blot anføre et Par Exempler paa, hvor farlige Forhold der ogsaa i vore jevne danske Forhold kunne ud- vikle sig med vore nuværende Fattigtilstande og ofte just her fore- komme paa Grændsen af Fattigforsørgelse og Bestaaen ved egne Midler, men ad farlige og betænkelige Veie, som ikke skulde til- lades slige Personer. Det er farligt uden med et vaagent Politiøie at kaste Folk ind paa Optagelsen af meer end een Levevei. Det første Exempel, som skulde anføres, viser vel, at heller ikke Familie- livet, et slet Familieliv, er tilstrækkeligt til at værne om den Fattiges Sædelighed. Taleren troede imidlertid, at Exemplet ogsaa viser, hvor farligt Forholdene kunne stille sig, naar det Offentlige kun har Arbeidsanstalter og ene vil Forsørgelse i dem. Til en Fa- milie, der havde 5 Børn og begjærede Hjælp, sagde man i sin Tid, at naar den ikke kunde ernære sig selv, kunde den komme ind paa Arbeidsanstalten. Det vilde den ikke og fik da Kludepas. Det var en slet Familie og aldrig kunde en Arbeidsanstalt som Correctiv eller efter det ubetingede Arbeidshuussystem være an- vendt med mere Ret. Familien ernærede sig nu omtrent selv, fik Huus, men ellers saa godt som Intet. Hvor er nu denne Families Børn? Den ældste Søn døde 20 Aar gammel af Rygradssygdom, criminelt forfulgt for Indbrudstyveri. Den anden Søn var alt dengang criminelt forfulgt; saavidt Taleren vidste faldt dog Sagen bort; han