Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

57 om den egentlig practiske og eneste rigtige, ja absolut nødvendige, nemlig den saakaldte frivillige Arbeidsanstalt, som heller ikke omfatter alle Fattige, men kun dem, om hvem der kan være Tale, at de kunne ernære sig selv, de arbeidsdygtige Fattige, dem man i England kalder „able-bodied paupers“. Han troede ikke at kunne give noget betydeligt Bidrag til Discussionen, da han ikke var særdeles sagkyndig, derimod troede han vel at kunne bidrage til, at Discussionen tog den rette Gang, navnlig ved at polemisere mod Provst Stockholm; en saadan Smule Polemik kunde maaskee være ganske nyttig. Han troede, at den urigtige Retning havde allerede viist sig, da den nævnte Taler inddelte de Fattige i visse Classer, idet det forekom ham, at han da slet ikke havde fremhævet Hoved- forskjellen, Forskjellen nemlig imellem de Fattige, der kunne arbeide, og som man maa søge at holde borte, hvis de ikke ere trængende, og dem, der ikke kunne underholde sig: gamle Folk, Syge, Børn. Nu vilde Provst Stochholm maaskee sige, „Hine kunne vi sende til Tvangsarbeidsanstalten, der er bestemt for de Dovne og Letsindige“; men det er urigtigt. Tvangsarbeidsanstalten er for Folk, der skulle straffes, men ikke for den store Masse af Fattige omkring i Landet, der gjøre Anmeldelse om, at de ikke kunne underholde sig og Familie. Hvad skulle vi gjøre for dem? Denne store Masse er den allervigtigste Classe; for dem skulle vi have Arbeidshuse; dem kunne vi ikke sende i Tvangsarbeidsanstalten; thi i den er der kun Tale om Straf. Han ansaae det for over- flødigt her at dvæle ved de Fordele, der tale for disse Arbeidshuse, da det var en bekjendt Sag, og han skulde derfor kun kort berøre dem. Det Vigtigste er, at man ved dem afskrækker Folk, der ikke bør have Fattigunderstøttelse. Det er jo dog en aldeles naturlig Fordring, at man holder dem borte, thi bør vel en Mand, der kan underholde sig selv, blot fordi han er en uordenlig Huns- holder, ligge Sognet til Byrde? Det vilde hverken være til Gavn for den Paagjældende selv eller for den fattige Befolkning i det Hele, og man bør derfor gribe til ethvert Middel til at forebygge det. Man vil maaske sige, at den vedkommende Fattigbestyrelse kan forebygge det ved at vise Strenghed, men det er jo netop Sagen, at man bør forebygge denne overdrevne Strenghed og Kar- righed, der kun giver en daarlig Understøttelse for at holde Uberet- tigede borte fra Fattigvæsenet. Der maa findes Midler til bestemt at skjelne mellem dem, der skulle have Understøttelse, og dem,