Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

66 Bidrag og en frivillig Bestyrelse, og her trænges der især til Qvindens Hjælp. For Børnenes Vedkommende ere Asyler absolut nødvendige; men ved Siden deraf kunde ogsaa anbefales, hvad der anvendtes i hans Hjem, en frivillig Bespiisning forenet med et Tilsyn med, at Barnet gaaer regelmæssigt i Skole. Men dernæst maatte der ogsaa sørges for Anstalter, hvor Børnene, naar de komme ud af Asylerne, kunne finde passende Veiledning og oves i Haandgjerning. Hvor- ledes iøvrigt den christelige frivillige Omsorg bør yttre sig, vilde det tage for lang Tid at udvikle. Til hans store Forbauselse havde Provst Stochholm sluttet sif Foredrag med, at Alt i Grunden er i sin Orden. Paa en vis Maade er det vel saa, at Fattiglovgivningen er der i og for sig Intet at klage over, men det er slet ikke Loven, det kommer an paa; det er ikke den, der kan hjælpe til at under- støtte paa christelig Maade. Den nævnte Taler havde vel anfort til Forklaring og Berigtigelse, at til Fattiglovgivningen maa ogsaa henregnes Loven af 8de Marts 1856, men det hjælper ikke/ thi ogsaa det er en Lov, og det er Ulykken. Da denne Lov udkom, fandt Taleren,.at det var en yndig Lov; han havde den Gang ikke, saaledes som nu, Begreb om, at en Lov altid er en daarlig chiistelig Ting, men han havde faaet Kjærligheden at føle; den Lov slog det frivillige Fattigvæsen ihjel. Da Folk hørte: „Nu kommer det ind igjennem en Tavle, nu skal det ind,“ saa tænkte de: „Nu saa behøve vi ikke at gjøre Videre.“ Man havde i en Vinter havt en Indtægt af en 150 Rd. i hans Sogn, hvilket ikke er saa Lidt i et Landsogn, men det faldt bort, da Loven kom. Han maatte altsaa henstille, om man turde fordriste sig til at lade Fattigvæsenet, navnlig i Kjøbstæderne, som han havde sine Grunde til særligt at omtale, gaae sin egen Gang uden Tvangsanstalter for de Dovne og Uordentlige, og om det ikke var uforsvarligt, om man ikke gjorde sig sin yderste Flid for at faae christelige frivillige Velgjø- renhedsanstalter ved Siden af det communale Fattigvæsen. Han maatte udtale sig baade for det Ene og for det Andet. Justitsraad Jørgensen ønskede at henlede Opmærksomheden paa et Par Bestemmelser i den positive Lovgivning, der formentlig vilde vise, at der svæver en Uklarhed i selve Loven over en af de Institutioner, hvorom Talen var, hvilken Uklarhed han gjenfandt j Forhandlingerne fra forst til sidst, og han skulde tilføie, at det heller ikke var ham selv ganske klart, om man efter den danske