Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

70 forstod vel den Varme, hvormed navnlig Pastor Garde havde udtalt sig for dette System, thi han havde selv i en tidligere Stilling aarligt visiteret det Fattighuus, der saa smukt udviklede sig under Herr Gardes Bestyrelse, og han kjendte den smukke Aand, som herskede der, men at bygge hele Fattigvæsenet paa dette System som principielt Grundlag, maatte han, som sagt, bestemt være imod. Det havde derfor undret ham, at Discussionen saa bestemt havde taget en saadan Retning, som om det Første, der forelaae, var at putte de Fattige ind i en Arbeidsanstalt, medens det tvertimod bor være det sidste Middel. Det forholder sig hermed som Cand. Müller havde udtalt, at Arbeidsanstalten er et nødvendigt Correctiv. Taleren vil imidlertid see Fattigforsørgelsen fra et andet Standpunct, det nemlig, som den selv giver sig ud for at staae paa, den chri- stelige Stats Standpunct, som maaskee er skjævt, men som man ialtfald udvortes har vedkjendt sig, idet det er gjort Præsten til Pligt at være Medlem af Bestyrelsen, og Kirken saaledes udvortes og formelt er draget ind med i Forholdet. Han vilde da fast- holde to Hovedpuncter, og dermed gaae ud fra to Yttringer af Provst Bendix. Den ene er Vor Herres egne Ord: „Fattige skulle I altid have hos Eder,“ og den anden er Apostelens Ord, at „hvor Herrens Aand er, er der Frihed.“ Den ærede Dirigent havde mindet om, at der haves ingen ældre Lovgivning, hvor der saa- ledes er truffet forebyggende Foranstaltninger imod Fattigdommen, som i den mosaiske. Det er netop vor Lovgivnings væsentligste Mangel, at vi savne alle prohibitive Midler, Midler til at forebygge Fattigdommen og ethvert Middel til at holde Individet opreist og bevare dets sædelige Værd. Det var blevet udtalt, at det var ikke saa forfærdelig en Ting at faae Understøttelse af Fattigvæsenet. Jo, det er netop forfærdeligt, og Enhver, som har havt Leilighed til at see og tale med den Fattige, maa have følt, hvad det vil sige, at modtage en saadan Understøttelse. Man behøver blot i denne Henseende at minde om 2 ydre Efterveer af denne Under- støttelse for Manden, nemlig at han i de første 5 Aar ikke ma,a gifte sig, naar han ikke har betalt Understøttelsen tilbage, og der- næst, at han under den samme Forudsætning ikke maa vælge til de repræsentative Forsamlinger. Man sætte den sidste Ret saa høit eller saa lavt, som man vil, saa er dens Berøvelse et Angreb paa Individets sædelige Værd. Han foler sig derved sat ned i en rin- Classe af Mennesker, og det er haardt, naar han kommer til Valg-