Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

71 protocollen, at han skal høre: „Du kan ikke vælge, thi Du har faaet en Daler, som Du ikke har betalt tilbage.“ Dirigentens Ind- lednings-Ord, at det er en Hovedopgave ved Fattigforsørgelsen at holde Individets sædelige Værd opreist, kunde ikke noksom ind- skærpes. Børes der ved det sædelige Værd, saa gaaer det som med det raadne Huus, at Bygningen strax styrter sammen. Den første lille Fattigunderstøttelse fører den anden og tredie med sig, saa sløves Æresfølelsen, og saa er Gangen til Fattigkassen let. Det er altsaa den store Mangel ved vor Fattiglovgivning, at vi i Grunden aldeles savne prohibitive Midler. Skulde vort Fattigvæsen være som det ber, maatte det nærme sig det, som der indførtes af Apostlene. Som Provst Stochholm havde bemærket, er der Ingen, der vil tænke paa at retablere et saadant, da man kun vilde opnaae et afmægtigt Skin, men man kunde dog arbeide paa at komme denne Tilstand saa nær som muligt, og naar man ikke altfor eensidigt vil fastholde Principerne, men tage Livet som det er, maatte Noget kunne gjøres i denne Iletning. Han skulde i Korthed sige, hvorledes han havde tænkt sig Forholdets Ordning. Han gik ud fra, at Herrens Ord „Fattige skulle I altid have hos Eder“ ere ikke blot en Propheti om, at, indtil Tingenes Ende kommer, vil der altid være Fattige paa Jorden, men det er tillige et Formaal, som Herren har lagt i Slægten, som skal minde os om, at de Fattige skulle vi altid have hos os, bære dem i vort Hjerte, ikke skyde dem langt fra os, men lade dem være iblandt os og med os og lade dem være som Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod, for at vi skulle føle, at, naar det gaaer de Fattige vel, gaaer det os selv vel. Derfor er det nødvendigt at serge for, at der er Midler tilstede, hvorved Fattigdommen kan forebygges paa dens første Standpunct, og han havde da tænkt sig, at der kunde tilveiebringes en Hjælpe- og Sygekasse, hvoraf der kunde gives smaae Understøttelser i en øieblikkelig Forlegenhed. Saadanne have vi ikke hos os. Loven af 8de Marts 1856 om de Fattiges Kasse betegner sig selv kun som et Brudstykke, og det vilde vel ogsaa være nødvendigt, at Lovgivningen maatte træde til for at give Administrationen den Myndighed, den maatte behøve for at der aarligt af Communerne kunde tilveiebringes en vis Sum til saadanne Kasser, navnlig for at en vis Deel af, hvad der udskrives som Fattigskat, kunde overlades til frivillige Mænd og Qvinder, der vilde uddele Belobet til saadanne smaae Understøttelser, saaledes