Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

72 at den Hjelp, der paa denne Maade tilflød de Vedkommende, ikke var en Fattighjælp menen Kjærlighedsgave, der ikke afficerede deres sædelige Værd. Administrationen har nu ikke Magt til at give en Skilling hort af Fattigskatten uden i sin Tid at fordre Beløbet tilbage, altsaa maatte Lovgivningen her træde til. Dette var i det Væsentlige, hvad han vilde foreslaae, at man slog ind paa en saadan Bane, hvor Lov og Evangelium ligesom gik paa Accord med hinanden; desværre maae de saa tidt gjøre det i dissé som i andre Forhold, og han indsaae da ikke, hvorfor man ikke skulde kunne gjøre en Begyndelse dermed i denne Sag og saaledes faae den bragt ind paa Kjærligheds-Veien. Derved vilde den Frihed komme ind i de Fattiges Forsørgelse, som vi trænge til. ■Dersom Friheden, som der raabes saameget paa i vore Dage, ikke er et tomt Ord, dersom det er, som Apostelen har sagt, og dette er hans Overbeviisning, at hvor Herrens Aand er, der er der Fri- hed, saa trænge vore Fattiglove til at løftes og gjennemaandes af Frihedens Aand, før kommer ikke Vor Herres Aand ind i dette Forhold. Men den Frihed, han paakaldte, var ikke Lovløshedens Frihed, men Friheden, bunden ved Lov, ved den fyldigste af alle Love, Kjærlighedens fuldkomne Lov, thi Kjærligheden er jo Lovens Fylde. Han vilde foreslaae, at der gjordes idetmindste en Begyn- delse med en saadan Ordning, der skulde tjene til at anvende fore- byggende Midler, og derhos vilde han foreslaae Anvendelsen af Aldershjælp og Sygehjælp til de Gamle og Svage. Der var talt saameget her om Børnene, skjøndt de ikke hørte nærmest ind under dette Spørgsmaal; men det maatte ikke glemmes, at vi have ikke blot fattige Børn iblandt os, men ogsaa gamle Trængende, der have lige saa meget Krav, paa vor Hjælp. Alt bliver ikke godt, fordi vi blot tage os af Børnene. Han maatte derfor ogsaa anbefale at tænke paa saadanne jævne, simple, tarvelige Boliger, som Provst Stochholm havde omtalt, hvor de Gamle kunde finde Ophold, og som kunde tjene som Sygehjem. Det skulde ikke være store prægtige Bygninger, men nærmest svare til de Steder, hvor de Paagjældende havde bevæget sig i deres tidligere Dage. Viser det sig utilstrækkeligt at have saadanne Midler til Hjælp, som de her paapegede, saa er det Tid at tænke paa det Øvrige. Saa tør Taleren heller ikke vove at bryde med den bestaaende Fattiglov og den deraf flydende Forsørgelse. Hvad særligt Børnene angik, da ansaae han Fattigvæsenet for aldeles uberettiget til at tage dem a—M