Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

75 tage, at det var ham, Herr Salomon havde tillagt den Yttring, at han ikke engang skulde kunne finde sig i, at nogen Gave modtages, naar den ikke kommer af christelig Kjærlighed, hvilken Yttring skulde være ud- talt med særdeles Betoning paa Udtrykket christelig Kjærlighed i Modsætning til den Troesbekjendelse, hvortil Herr Salomon horer. Han troede imidlertid, at Forsamlingen vilde give ham Ret i, at noget Saadant havde han aldrig sagt; (Stemmer: Ja!) men han havde kun talt fra sit Standpunct, og lige over for Forsamlingen i dens Heelhed og den Sag, der var under Behandling, kunde han kun gaae ud fra, at han havde en clrristelig Forsamling for sig, paa samme Maade som vi leve i en christelig Stat, og han kunde ikke see bort fra, at det er Vor Herres Menighed, Han har testamen- teret sine Fattige til; men han havde tillige udtrykkelig fremhævet, at, forsaavidt der findes Bekjendere af en anden Tro, vilde de, naar der bliver Tale om en borgerlig Foranstaltning, der stiller Krav til den fælleds Humanitet, som gode Borgere ikke holde sig tilbage. Der skulde saaledes ikke ligge nogen Insinuation i, hvad han havde sagt, idetmindste havde det ikke ligget i hans Tanke. Naar han fremdeles havde villet hævde den christelige Frihed ligeoverfor Spørgsmaalet om at tage Børn fra Forældre, saa var det blevet bemærket, at der var slette Forældre, der kunde give slette Ex- empler, og slette Pleieforældre, der kunde lære deres Pleiebørn allehaande Daarlighed, men han havde jo heller ingenlunde be- nægtet, at hvor Familieforholdet er complet fordærvet, kan det endog være en Pligt at tage Børnene fra Forældrene. Dette havde han kun ikke havt Anledning til at dvæle ved i den Tankegang, som han i det foregaaende Møde bevægede sig i. Ganske vist vil Kjærligheden, naar den seer, at Børnene bør tages fra Forældrene, ogsaa gjøre det, men den sætter dem da rigtignok ikke ind i en Fattiganstalt. Naar Justitsraad Jørgensen havde spurgt, om Nogen drister sig til for Alvor at ville hæve det Besthaende og overlade Alt til den christelige Kjærlighed, saa maatte han bemærke, at han havde følt sig saa tiltalt af hvad Justitsraad Jørgensen i det Hele sagde, at han slet ikke kunde forstaae, at dette Spørgsmaal var fremkommet. Han maatte have talt meget utydeligt, naar man kunde tillægge ham den Mening, at man skulde slaae en Streg over Orden og Regel og begynde paa noget ganske Nyt. Naar man har været i en omfattende Embedsvirksomhed i 25 Aar og havt grumme meget med Fattigvæsenet at gjøre, opstiller man