Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

92 bør concurrere med andre Fattige i Byen, kunde han ikke tillægge megen Vægt. Det havde saaledes i Korsør viist sig, at en stor Deel Skomagerarbeide, som Byens Indvaanere toge fra andre Steder, nu blev leveret fra Arbeidsanstalten. Dette Arbeide gik altsaa ikke fra Byen, men blev tvertimod trukket til den. Han vilde derfor anbefale, at man ved Arbeidsanstalterne skulde følge det samme Princip, som feiges ved de nyere Straffeanstalter og særligt ved Vridsløselille, nemlig at man saavidt muligt udvikler den selv- stændige Haandværksdrift med alle de Midler, der i Øieblikket staae til Tjeneste. Derved bevirker man den største Nytte, giver Arbeideren Bevidsthed om, at hans Arbeide er til Nytte, og gjør ham til en nyttig Mand, naar han kommer ud af Anstalten. Pastor Schau kunde vel ganske underskrive den Bemærkning af den foregaaende Taler, at det for de Enkeltes egen moralske Følelses Skyld er heldigt, at de see, at deres Arbeide giver Ud- bytte, men man maatte dog ogsaa-tage Hensyn til det Nødvendige. At pille Værk giver maaskee et slet Udbytte, men det er dog nødvendigt, at det bliver gjort. Dertil kommer, at man i en Arbeidsanstalt ikke vil kunne gjennemføre det Princip at anvise Enhver den Beskjæftigelse, lian er vant til, thi man faaer der ogsaa med en stor Mængde Arbeidsmænd at gjøre, som ikke forstaae noget Haandværk, og hvad skulde man saa beskjæftige dem med? At lære et Haandværk er for sildig for dem, at pille Værk, skrælle Vidier, rense Tang — det kan derimod Enhver lære. Pastor Sonue vilde blot henlede Opmærksomheden paa en en enkelt Virksomhed, som man maaskee ikke her falder paa, men som i Mogeltender bliver drevet med meget Held, idet den op- tager en væsentlig Deel af Qvindernes og navnlig Smaapigernes Beskjæftigelse. Han vidste vel, at Traditionen forer det med sig, at, naar der tales om Kniplinger, saa tænker man paa Tønder, men hvorfor skulde man ikke ogsaa kunne lære at kniple paa Amager. Det er en proper Beskjæftigelse, og det er Noget, som sporer Lysten, thi Pigerne sætte en Slags Ære i for hver halvt Qvarteer de komme videre paa deres Knipleskriin. Om denne Beskjæftigelse skal kunne lønne sig, beroer væsentlig paa, at vore Damer sorge for, at de kongerigske Kniplinger finde Afsætning. Cand. theol. Müller meente, at de enkelte Arbeidsanstalter nok ville vide selv at finde de Arbeider, der bedst egne sig for