Forsøg Angaande Vindkraftens Anvendelse I

4 Sejl og 18 Alens Vindfang; men de ere senere afløste af Klapvinger med ca. 21 Alens Vindfang. Skuret (9 X 12 Alen) bestod oprindelig af to Rum, et til det egentlige Møllemaskineri og et til Laboratorium. Det er senere forøget med en Sidebygning (5x9 Alen); og der er endnu senere i nogen Afstand opført en højere Træbygning (10 X 11 Alen). I Overensstemmelse med Forsøgenes foreløbige Karakter i de første Aar, har Bevillingen lydt »til Fremme af en Opfindelse«; men paa Finansloven for 1895—96, som paa Grund af Sagens hurtigere Udvikling bevilger 9000 Kr., bærer denne Konto Titelen »Forsøg angaaende Vindkraftens Anvendelse«, hvorigennem der an- tagelig er betegnet, at de begyndte Arbejder anses for skikkede til Fortsættelse. Det turde derfor være paa sin Plads, at der nu gives en Oversigt over, hvad der hidtil er naaet. — Aarlige Beretninger og detaillerede Pengeregnskaber ere selv- følgelig tidligere bievne indsendte til Indenrigsministeriet, ligesom nogle af de vig- tigste Resultater ere meddelte det kongl. Landhusholdningsselskab og Offentligheden gennem enkelte Foredrag og forskellige Tidsskrifter (Tidsskrift for Landøkonomi, »Møllen«, »Ingeniøren« m. fl.). vindkraftens Den første Opgave, der burde løses, var: at bringe den meget foranderlige Regulering. Vindkraft til at gøre et jævnt Arbejde. Naar Vinden kun kan arbejde ujævnt, bliver det kun faa Arbejder, man kan lade udføre ved Vind; det er nemlig forholdsvis faa Arbejdsmaskiner, der kunne taale en saa lunefuld Drift, og maaske endnu færre Produkter, der kunne nøjes med en saa uregelmæssig Behandling som den, Vind- kraften i Naturtilstand giver dem. Paa Løsningen af denne Opgave maatte altsaa Bestræbelserne først rettes; og det lykkedes mig ved Konstruktionen af »Kratostaten«. Udviklingen og den flersidige Anvendelse af dette Apparat er udførlig beskreven i Tidsskrift for Landøkonomi i 1892, og der skal derfor her kun omtales den ende- lige Form, som Kratostaten har faaet til Regulering af Vindkraften og til Motorer med lignende uregelmæssig Drift, saasom Vandmøller og Hestegange. Reguleringen gaar nemlig ikke ud paa at bringe selve Møllen til at gaa regel- mæssigt. Herpaa er der gjort flere Forsøg (jfr. nævnte Artikel); men de maatte opgives, fordi Møllevingernes Masse m. v. (Inertimomentet) er for stor til, at en een Gang opnaaet for stor eller for lille Hastighed tilstrækkelig hurtig kan ændres. Der er ikke andet for, end at lade Møllen gaa sin uregelmæssige Gang, men at anbringe en Aksel (et Forlag) saaledes, at denne, skønt den drives af den uregel- mæssigt gaaende Mølle, dog kommer til at gaa med en jævn Hastighed. Til For- staaelse af, hvorledes dette opnaaes, ville vi først nærmere betragte selve Kratostaten. To Skiver kunne drejes om Akslerne A og B. Over disse Skiver hviler en Rem eller Snor uden Ende saaledes, at der i dennes to Sløjfer er ophængt to løse Skiver a og b bærende Vægtene M og L. Da L er større end M, vil Skiven B drives rundt i den paa Remmen antydede Retning; men mod denne Bevægelse frembydes en jævn Modstand, f. Eks. af Luften mod et Vindfang vv. Det jævne Træk i Forbindelse med den jævne Modstand vil bevirke, at Skiven B drejes rundt med en jævn Hastighed —■ alt under Forudsætning af, at man ved at dreje Skiven A