Katalog Over Dansk Industri- og Haandværker-Societets Sommerudstilling
År: 1890
Forlag: Det graphiske institut ved. N. Cohen
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 129
UDK: IB 91 (489) (064)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
89
lov beskyttet Magt til selv at regulere deres Nærings Udøvelse, de
maatte have Selvraade over deres egne Næringsanliggender.
I Løbet af det 13. Aarhundrede lykkedes dette i Almindelig-
hed Lavene. Fra blot private, ofte skjulte Foreninger blev de
anerkendte Samfundsorganer, der udøvede visse offenlige Funk-
tioner efter deres eget Tykke. De fik en vis Straf- og Tvangsret
over Medlemmerne og derved økonomisk og social Myndighed.
Den mildeste Form for denne Tvangsret var Lavets Bemyn-
digelse til at »skue« enhver forfærdiget Vare, forend den kunde
sælges. Den fuldendte Form var Lavets Eneret paa Udøvelsen af
det paagældende Erhverv i Staden, saaledes at Enhver, der vilde
drive det paagældende Haandværk, maatte træde ind i Lavet og
underkaste sig- dets Myndighed.
Heraf fulgte imidlertid paa den anden Side, at Udøvelsen af
et Erhverv ikke, som i vore Dage, opfattedes som en Samfundet
ligegyldig Privatsag, men derimod som et offentligt Hverv.
Det var en simpel Konsekvens heraf, at kun ærlige og dyg-
tige Mænd kunde faa Lov til at drive et Haandværk. Kun ube-
rygtede, hæderlige Folk k^nde optages i Lavet, og enhver ære-
krænkende Handling blev straffet med Udelukkelse. Bestræbel-
serne efter at haandhæve Dygtigheden førte i Tidens Løb med
Nødvendighed til den lange Lære- og Svendetid. og de bundne
Prover. Stedse var den Tanke ledende, at Lavet i sin egen In-
teresse kun turde optage de bedste og dueligste Elementer.
Videre fulgte heraf, at de Mænd, hvem sligt et Hædershvere
blev betroet, maatte være forpligtede til kun at levere Publikum
gode og til Priserne svarende Varer.
Lavene var imidlertid ikke alene Foreninger af Nærings-
drivende til Varetagelse af Næringens Tarv, men tillige Gilder,
det vil altsaa sige Broderskaber. De maatte derfor sørge for at
stille deres Medlemmer, Brødrene, gensidig saa lige som muligt.
Ingen maatte forfordeles eller vinde paa de Andres Bekostning, og
der skulde saa vidt muligt være nok til dem alle. Dette er maaske
den største Modsætning, som Lavsvæsenet kan opvise til vore
Tiders Forhold. Nutildags ere Haandværkere Konkurrenter, højst
»Kollegaer« — og det endda kun ved Fællesspisninger og Strejker.
Dengang var det anderledes! Man bar træffende sammenlignet