Katalog Over Dansk Industri- og Haandværker-Societets Sommerudstilling

58 selskabelige Foreninger eller Klubber, som vi har dem i Nutiden. Dot var socialo Organismer, Smaasamfund, Broderskaber, hvis Lovo og Vedtægter, Sæder og Skikko dannede bestemte Rammer for don Enkeltos hele Privatliv. Men indenfor disse Rammer var der netop saa megen Tumleplads for don Enkeltes Selvstændighed, Raadefrihed og Spænstighed, som det almindelige Menneske fordrer, saa megen »Frihed«, for den Enkelte, som Nutidens »frie« Fabrik- .arbejder, kneblet og bundet af Hensynet til det daglige Brod, ond ikke drömmer om at naa. Eller maaske kun drømmer om, — socialistiske Feberdrømme! Det var i det helo først forbeholdt Nutidens Kaserner og Ar- bejds-Anstalter, Kæmpe-Etablissementer og Monstrefabrikker at ud- slette den enkelte Arbejders Individualitet, gøre ham til ot Led i en Maskine, forvandle Mennesket til et Ciffer, ot Nunier, — et Nul. Den hemmelige Drivkraft i Laugsvæsenet, som drev Værket, forsonede Ærgærrigheden, tilfredsstillede den Enkeltes Personlig- heds-Krav, var Kærligheden til Arbejdet. Arbejdet var den Gang ikke on fortrædelig Nødvendighed for at skrabe Penge sammen; cn pinlig Anvendelse af don kostbare Tid, som man enten maatte se at slippe saa let fra som muligt eller'faa saa. megen pekuniær Vinding ud af som muligt. Det solido, dygtige, smagfulde Arbejde var en Æros- sag, cn Hjærtesag. I Laugenes Blomstringstid var Garantien for Kun- dernes forsvarlige Betjening udelukkende at søge heri. Desuden havde Individualiteten, den Enkeltes Opfindsomhed, netop lier den rigesto Lejlighed til at ytre sig ved at give sig Udslag i kunst- færdige Former, i nye Farvesammensætninger, ved i dot hele at give det enkelto Stykke sit Særpræg, sit Person! ighedsmærke. Hvor Nutiden kun har mekanisk Færdighed, havde Middelalderen personlig Dygtighed. Derfra den Originalitet, den simple, stilfulde Ynde, som præger hin Tids tarveligste Husgeraad, og som i disse Eabrikgodsets og Afstøbningernes Dage er en Fryd for vore Sam- leres Øjne. Og Arbejdet var mere end det. Det var netop Midlet, det eneste, men ogsaa ufejlbarlige Middel, til at komme from, til at er- hverve sig Ære og Anseelse, Stilling og Myndighed. Arbejdet blev saaledes ikke Fjenden i Arbejderens Liv, Tidsdræberen, en besværlig Byrdo, en sløvende og forhadt Beskæftigelse, men den var hans Ærgærrigheds Triumfer, hans daglige Glæde, hans hele Liv. Just dette var Langs væsenets Hemmelighed, dets Styrke, dets store Fortrin fremfor vor Tid. Nutildags kan en Industriarbejder slide sit Liv op i et flittigt og dueligt Arbejde og dog ikke naa et