Tegninger til Husmandsboliger med vejledende Tekst

73 høje Fuger, saa Stenene er ganske indesluttede af Mørtelen. Væggen pudses baade ud- og indvendig paa de murede Beholdere. Dækket over Beholderen maa være tæt og slidte til Murens Overkant, da der ellers sker stort Kvælstoftab ved Fordampning af Ammoniak. Nogle nyere Undersøgelser fra Askov over Ajle fra Beholdere, der var mere eller mindre godt dækkede, har tydelig godtgjort Nødvendigheden af, at Dæk- ket slutter aldeles tæt. Ajle fra særdeles godt dækkede Kummer indeholdt (),6i5 pCt. Kvælstof, godt dækkede — — 0,517 - mindre godt dækkede — — O,4oa - slet dækkede — — 0,285 - — • Undersøgelsen visle desuden, at Ajlen i samtlige Beholdere var meget kvæl- stoffattig i de øverste Lag, og at Kvælstofindholdet tiltog gradvis indtil ca. 1 Alens Dybde under Overfladen. Ajlens Værdi bestemmes af dens Indhold af Kvælstof, og den, der op- bevares i den slet dækkede Beholder, er ikke halv saa god som den Ajle, der har været under Dække. Fra den daarlig dækkede Beholder stiger Ammo- niaken (Kvælstoffet) stadig til Vejrs, Sommer og Vinter, Nat og Dag. For- dampningen bliver særlig stærk, naar den slet dækkede Kumme ligger paa et frit og aabent Sted, hvor Vinden har uhindret Adgang. Det hyppige Luft- skifte over Beholderen vil nemlig bevirke en stærk Fordampning fra Ajlen. Et tæt og solidt Dække faar man af murede Hvælvinger eller Monier-Plader. En langstrakt, smal Beholder kan lukkes med en enkelt Hvælving i direkte Fortsættelse af Sidevæggene, som Hvælvingen over en Bagerovn. Ved større Be- holdere maa man enten have Bjælker, der hver støtter et Fag Hvælvinger eller Monier-Konstruktion. Hele Overdelen mures til med Undtagelse af en lille Aabning til Ajlepumpen, uden om hvilken der ogsaa maa være tæt, ligesom Tud og Pumperør tættes i den Tid, der ikke, pumpes. Hvor Grundvandet er langt nede, saa Beholderen kan graves forholdsvis dyb, kan det være praktisk at lave Kummen flaskeformet, hvilket bliver mere og mere almindeligt ved Bygning af smaa Kummer, navnlig i Jylland. Ved Muring af Kraven paa de flaskeformede Beholdere »krages« hvert Skifte ud over det underliggende, i Begyndelsen svagt, senere mere og mere; der mures kun 3—4 Skilter ad Gangen, da Cementmørtelen, der forbinder Stenene, skal have Tid til at størkne. Ved Pudsning af Kraven medgaar meget Materiale til Udfyldning af Hjørnerne mellem Skifterne, saa der kan benyttes en svagere Blanding, f. Eks. 1 til 5. Da det nu er fastslaaet som en bydende Nødvendighed, at Ajlebeholderen skal dækkes tæt, har adskillige tænkt paa at grave Beholderen under Mød- dingspladsen, saa dennes Bund bliver Ajlebeholderens Loft. Denne Ordning var ogsaa antydet i Programmet for Konkurrencen om Bygninger for Stats- husmænd. Af Hensyn til Ajlens Opbevaring for at undgaa Kvælstoftab, kan man ikke faa en bedre Plads til Beholderen end under Møddingen, og Gød- ningen taber heller intet derved — tværtimod; men der kræves et solidt og vel understøttet Dække af Hvælvinger eller Monierplader, naar det skal taale Færdslen med Heste og Vogne ved Gødningskørselen, og dette vil selvfølgelig fordyre Beholderen noget. Skal Dækket blot bære Vægten af Gødningen, kan den uden stor Bekostning faa den fornødne Styrke. Adskillige Steder, hvor Ajlebeholderen har været for lille, har man gravet én til ved Siden af og forbunden de to Beholdere ved et Rør; naar Forbin- delsesrøret sidder højt, og Dækket er utæt, er det meget kvælstoffattig Ajle, som kommer i den Beholder, der sidst fyldes. Forbindelsesrøret mellem to Ajlebeholdere maa (lerfor allid være nede ved Bunden. Møddingsstedet. Den faste Gødning spildes ved Udvadskning og Fordamp- ning. Alle de opløselige Værdistoffer, Kvælstof, Fosforsyre og Kali er udsatte for at udvadskes og flyde eller sive bort. Ved Gødningens Gæring, Solens og Vindens Paavirkning tabes der Ammoniak-Kvælstof, som gaar bort i Luftform. Bunden i Møddingspladsen maa være tæt. Undergrunden er ingen Steder af en saadan Beskaffenhed, at den kan hindre Ajlen i al sive ned; paa let Jord trænger naturligvis mest ned, men ogsaa Lerjord vil modlage en Mængde Møgsaft, da der al lid findes enkelte smaa Aabninger, som er store nok til at lede Vædsken bort. Møddingsstedet nedgraves i en Dybde af ca. I1/«-—2 Alen; er Grundvandstanden høj, graver man ikke saa dybt. Bunden belægges med et Lag fedt Ler, som stampes godt sammen i halvfugtig Tilstand; herover lægges Brosten, som drives noget ned i Leret, men uden at benytte Grus mel- lem Stenene; efter Lægningen vadskes Stenene rene, saa de kan forbindes med Cement, der hækles ned i Mellemrummene. Cementmørtelen maa være stærk, 1 Del Cement til 3—4 Dele skarpt Grus; lidt Smaasten kan tillige iblan- des for at Bunden ikke skal blive for glat. Har man ikke almindelige Brosten, men rigelig Rullesten og Skærver, kan man støbe hele Bunden i Cement, idet der nederst lægges et Lag Sten, Skær- ver, Brokker og lign., som sammenløbes med svagere Cementmørtel og øverst et 3—4 Tommer (8—10 cm.) tykt Lag med rene Skærver i stærk Cement- mørtel. Bunden maa have lidt Fald lienimod Ajlebeholderen, saa Vædsken, der trænger ud af Møddingen, kan opsamles. Er Bunden for lav i Forhold til Kummen, maa del indrettes saaledes, at Møgsaften kan øses eller pumpes over i Ajlebeholderen. Møgsaftens Værdi ligger under god Kvægajle, den svarer omtrent til lidt mager Blandingsajle, men den er i hvert Fald saa værdifuld, at det er uforsvarligt at lade den gaa til Spilde. Bundfladen maa være 12 Al. (47a m.) for hvert stort Kreatur foruden 10