Kommisions-Betænkning ang. Forslag til Lov om Patenter

20 som blandt andet stal kunne modtage de Sogsmaal, der i Henhold til denne Lov rej- ses mod Patenthaveren, saaledes folger det formentlig af Sagens Natur, at der ogsaa senere, saa længe et Patent bestaar, 6ør sin- des en her i Landet boende, mod hvem den, der vil angribe Patentet, kan rette sit Sogs- maal. Naar derfor Patenthaveren enten tager Bopæl Udenfor Riget eller overdrager Patentet til nogen, som ikke har Bopæl her i Riget, og der ikke til Pateutkommissionen indsendes saadan Erklæring om Fuldmægtig fom i § 13 foreskrevet, maa Patentet bort- falde. Det samme gælder, naar den for Patentkommissionen opgivne Fuldmægtig ikke lcenger vil eller kan varetage Hvervet som Fuldmægtig; i dette Tilfælde vil imidlertid Patenthaveren kunne ti ære ganske uvidende om den indtrnfne Omstændighed, og man har derfor foreflaaet, at Patenthaveren stal varsles ved en af Patcntkommissionen Udstedt Bekendtgørelse, hvorhos der af Patentkom- missionen stal sættes en Frist, inden hvilken Erklæring om ny Fuldmægtig bliver at ind- sende; sker dette da ikke, anses Patentet for bortfaldet. I de hidtil meddelte Eneretsbevillinger optages stedse en KlansUl om, at Eneretten skal Deere fortabt, saafremt Bevillingshaveren ikke inden en Frist, der ordentligvis sættes til 1 Aar, men dog senere efter Omstændig- hederne kan forlænges, har bragt Opfindelsen til Udførelse her i Riget og senere vedbliver hermed. De hyppige Änsog'ninger, der frem- komme om Forlængelse af den i de rmgcel- dendc Eneretsbevillinger satte Frist for Op- findelsens Udovelse, tnrde imidlertid vise, at denne er sat for kort, og man har derfor foreflaaet Fristen Udstrakt til 3 Aar, hvilket ogsaa gcelder i Norge, Sverig og Tyskland Om end en saadan Frist som' almindelig Regel maa anses som fuldt tilstrækkelig, har man dog ment, at der aldeles undtagelsesvis vilde fitiine forekomme Tilfælde, hvor der trods Patenthaverens Anstrengelser ikke hal- kunnet lykkes ham at bringe Opfindelsen til Udøvelse, og hvor Billighed taler for, at der er Adgang for ham til at erholde Forlæn- gelse af Fristen. Man har navnlig haft det Tilfælde for Die, at Opfindelsens'Genstand er en ftørre Maskine eller Lign., som kun kan sinde Anvendelse i en bestemt Jndnstrigren. Saafremt den paagceldende Industri her i Landet cr samlet paa een Haand eller dens Udovere dog ere indgaaede i en saadan ind- byrdes Forening, som udelnkker gensidig Konkllrrence, vilde den Mulighed ikke være udelukket, at den i og for sig som nyttig aner- kendte Opfindelse ikke kunde komme til Anven- delse, fordi de Jndlistridriveude netop i Tillid til, at Patentet ved den tvungne Jkke- Udovelse vilde falde bort om 3 Aar og BrUgen af Opfindelsen derefter bliver fri, Undlode at forskaffe sig Opfindelsens Genstand. Man har derfor i Paragrafen optaget en Bestem- melse om, at Patentkommissioncn ftal paa Ansøgning kunne forlænge Fristen for Ud- øvelsen, naar det godtgøres, at Omstcendig- hrder, der ikke kunne tilregnes Patenthaveren, have hindret Udøvelsen. Fordringen om, at Patenthaveren senere stal „vedblive med Opfindelsens Ndfsrelse", har man ment at kunne frafalde. Dels vil en saadan Fordring, formuleret paa den nævnte Maade, give Anledning til mang- foldige Tvivlswcml, idet Udtrykkene næppe kunne forstaas efter deres bogstavelige Be- tydnina, dels er man gaaet ud fra, nt naar en Opfindelse virkelig cr bragt til Udovelse her i Landet og Udøvelsen senere ganske op- horer, vil bet' Deere, fordi Opfindelsen har vist sig at være nden praktisk Betydning, vg Patentet vil da af sig selv falde bort ved manglende Betaling af Aarsafgiften Om et Patent skal bortfalde paa Grnild af Patenthaverens Forsømmelse med nt ud- øve Opfindelsen, man afgøres af Domstolene, jfr. nedenfor § 25. Naar Patentet er bort- faldet og det saaledes er konstateret, at Pa- tenthaveren ikke har opfyldt den ham paa- hvilende Forpligtelse, bor han derefter ikke kunne opnaa Dom over andre for Indgreb i Patentretten, der have stmdet Sted efter Forlobet af den for Opfindelsens Udovelse satte Frist; en hertil sigtende Bestemmelse cr optaget i § 26. Til § 24. Naar Patentet er meddelt, maa den, der mener, at Patentet efter Lovens Bestcmnlelser ikke bnrde være meddelt, have Adgang til at soge det kendt Ugyldigt ved Domstolene. Gaar Sagen da Patenthaveren imob, bort- falde Patentets Retsvirkninger ogsaa for den forløbne Tid, saaledes navnlig at andres Brug af Opfindelsen i denne Tid ikke bliver at anse som Indgreb i Patentretten; hvor- ledes de Kontraktsforhold, som Patenthaveren maatte have indgaaet med andre om Paten- tet, blive at bedomme, maa afgores efter Civilrettens almindelige GrUndscetninger. Saafremt Patentet under hele dets Va- righed skulde kunne angribes paa Grnnd af Omstændigheder, som alt forelaa forinden dets Meddelelse, og Patentet altsaa kendes ugyldigt med en dertil knyttet tilbagevirkende Kraft, vilde der formentlig komme til at hefte en for stor Usikkerhed ved Patentet. De industrielle Foretagender saavel som de Rets- handler, der maatte vcere byggede paa Pa-