Kommisions-Betænkning ang. Forslag til Lov om Patenter

™-- T tentet, synes at have et Krav paa, at naar Patentet har eksisteret og Opfindelsen bæret ndovet i en vis Tid, saaledes at Tredjemand har havt god Lejlighed til at fremkomme med sine Indsigelser, bor Patenthaveren bære be- skyttet mod fremtidige Angreb paa Patentets A Gyldighed. Man har derfor foreslaaet, at Sag, hvorunder Patent soges kendt ugyldigt, kun stal kUnne rejses indenfor et Tidsrnm af 5 Aar efter Patentets Udfærdigelse, eller, saafremt den i § 23 satte Frist for Op- findelsens Udovelse er forlænget, da inden 2 Rar efter Forløbet af den forlængede Frist. Da Patenthaveren som alminde- lig Regel har en Frist af 3 Aar til at bringe Opfindelsen til Udövelse, og det vil være Udøvelsen, som for manges Ved- kommende fsrst vil henlede Opmærksomheden paa Patentet, kan Fristen for Indsigelse mod Patentets Gyldighed ikke ret vel sættes kortere end foreslaaet. Paa den anden Side maa det antages, at et stort Antal Patenter ville bortfalde inden det sjette Patentaar og at de Patenter, som holdes i Live for et længere Tidsrum, ville have saa megen oko- uomist Vcerdi, at netop de have særligt Krav pan ikke længer at funne angribes. En tilsvarende Bestemmelse findes i For- slaget til Forandring i den tyste Patentlov. Til § 25. Da Patentet medforer et mod alle rettet Forbud mod Opfindelsens Brug, bsr der ogsaa for alle og enhver være "Adgang til at syge det kendt Ugyldigt eller bortfaldet. I Lighed , med hvad der gcelder efter den norske og svenste Patentlov, er der her forestaaet, at alle Sogsmaal vedrorende Pa- tentets Gyldighed eller Bortfalden skulle paakendes i fyrste Instants af en og samme Domstol, nemlig Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten. Paa Grund af Forholdene ville de fleste Sogsmaal af denne Art af sig selv henhorc Under denne Domstol, idet de Udenlandske Patenthaveres Fuldmægtige som Regel ville være bosatte i Kjobenhavn. Men det er formentlig rigtigt at fastflaa, at Sögs- maalcne altid sknlle paukendes af denne Domstol. Under Behandlingen af disse' Sager ville Domstolene kunne komme ind paa Spsrgsmaal, som væsentlig afvige fra dem, der ellers foreligge til judiciel Afgø- relse ; skulde ml Patenthaverens tilfældige Vcernething Deere afgorende for, ved hvilken Ret Sagen skulde anlægges, maatte der be- frygtes en Uensartethed i Afgørelserne, som vilde vcere Uheldig baade for Patenthaveren og Sagsogercn. Naar derimod alle disse Sager henvises til den nævnte kollegiale Ret, vil denne efterhaanden kunne erholde særlig 21 Indsigt og Erfaring paa dette Omraade, ligesom der hos den vil uddanne sig en Praksis i Sagernes Behandling, som vil vcere til Betryggelse for de interesserede Parter. En Folge af denne Bestemmelse bliver det, at naar den, der er sagsøgt for I Indgreb i Patentet, vil gøre gældende, at Patentet er ugyldigt eller bortfaldet, og Sagen ikke verserer for Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, stal han knnne begcere fornøden Udsættelse til at bringe Spsrgs- maalet heroul til Paakendelse for denne Ret, jfr. § 28. Til § 26. Medens det, for at nogen stal kunne tb ømmes Straf for Indgreb i Patentet, maa krceoes, at han forsætlig har begaaet Indgrebet, gcelder efter Forslaget det samme ikke med Hensyn til Ikendelsen af Erstatning. Hvis Patenthaveren i hvert Tilfælde var nodt til at godtgore, at Indgrebet var begaaet med Kundstab om hans bedre Ret, vilde Patent- retten ofte blive praktisk illllsorist, i hvert Fald vilde den Bestyttelse. man tilsigter at yde den ved Erstatningsbestemmelsen, tabe væsentligt i Betydning. Forflagets herhen- hprende Bestemmelse er overensstemmende med den norste Lov. I den nugældende tyske Lov fordres det, at Retsbrudet stal vcere begaaet vidende, for at Erstatning kan idommes, men denne Regel har ikke viist sig at yde Patenthaveren tilstrækkelig Bestyttelse, og man har derfor nu forestaaet, at den tyske Lov ftal ændres derhen, at ogsaa det af grov Uagtsomhed bcgaaede Retsbrud for- pligter til Erstatning. Man har ikke anset det rigtigt at fore- slaa, nt de Ulovligt mdfsrte, forfærdigede, falholdte eller benyttede Genstande stulle ved Dom knnne konfiskeres, idet Folgen heraf vilde vcere, at Patentindgrebet blev rammet pan hojst ulige Maade; derimod har man, i Lighed med, hvad der er Tilfældet efter den svenste Lov, foreskrevet, at de paagceldende Genstande, saafremt den forurettede derom gør Paastand, ville vcere at Udlevere ham mod Erlæggelse af deres Værdi eller mod Afdrag i den ham tilkommende Erstatning. Til § 27. I flere fremmede Love sindes Bestem- melser om en Forældelse af Sogsmaal i An- ledning of Indgreb i Patentet. En saadan Bestemmelse synes det ogsaa billigt at optage her. Ligesom Patenthaveren selv i Henhold til § 24 efter en vis Tids Forlob stal være sikret mvd Sogsmaal vedrorende Patentets Gyldighed, saaledes har ogsaa ben, der handler uden Henstjn til Patentet, Krav paa, at