Haandværkerforeningen i København 1890-1915

90 have en Portion Rottekrudt og kradse af —, saa me- ner jeg dog, at jeg endnu er i Stand til at bære, hvad der lægges paa mine Skuldre.« Det kunde Rostrup trygt sige. Hans Livs- og Ar- bejdskraft var vidunderlig. Det forcerede Arbejde i Organisationers Tjeneste opslider gærne sin Mand. Men ROSTRUP var den samme som før, skønt han nu havde en anseelig Aarrækkes Arbejde bag sig i saa mange store Organisationer. Hans Tiaarsdag som Formand for Haandværker- foreningen — 24. April 1906 — blev fejret med Af- sløringen af det Portrætmaleri, som Medlemmer havde bestilt hos Kunstneren Knud Larsen. »Ti Aar«, sagde Rostrup i sin Takketale ved den Lejlighed, »er i sig selv maaske ikke saa stort et Tidsrum, men det er meget i en P'orening, som kun tæller 65 Aar, og me- get af et Menneskeliv, der jo i Reglen heller ikke tæller stort mere«. Det kunde næsten lyde, som om han her afstak Grænsen for sin Livsbane. Ingen, og allermindst han selv, tænkte dog vel nærmere over det hin Aften i Haandværkerforeningen. Men det Spand af Aar, som han havde nævnt, blev netop hans. Rostrup døde, da han var naaet nogle Maaneder over de 65 Aar. Den 1. Januar 1911 — det var en Søndag — deltog Kaspar Rostrup, munter og livsglad, i Haandvær- kerforeningens Nytaarsfest. Anden Dagen derefter mærkedes de første Symptomer paa den Lungebe- tændelse, der inden Ugens Udgang voldte hans Død. Om Aftenen den 7. Januar modtog man Dødsbudska- bet i Haandværkerforeningen. Det var en Lørdag