Haandværkerforeningen i København 1890-1915

89 til Lyd for Sammenslutning. Han var Organisations- sagens ihærdige Talsmand adskillige Aar før han naaede de fremskudte Poster. Bedst følte han sig hjemme i sit »højlovlige« Laug og i Haandværkerforeningen. RO- STRUP, der fik Tid til saa meget, ofrede ogsaa mange Stunder paa Haandværkets Historie. Den behandlede han gennem Aarene i Foreningens Medlemsblad, der efterhaanden — hvad han selv med berettiget Stolthed kunde sige — blev et helt Haandværker-Lexikon. Den store Portrætsamling var i første Række hans Værk. Ingen kunde være glad som Rostrup, naar VICTOR Hansen, der var Foreningens Sekretær og Inspektør for Alderstrøst, hos en af Beboerne i Stiftelsen eller andetsteds til Supplering af Samlingen fandt Billedet af en kendt gammel Haandværker, som i fjærne Tider havde spillet en Rolle i Haandværkerforeningens Hi- storie. Det var ikke Hang til »Snurrepiberier«; det var et smukt Udslag af den store Ærbødighed, hvormed han omfattede den Stand, som han ofrede sit Liv. Aarene summerede sig op. Men det mærkedes ikke paa ham. Da han, som saa ofte før, paa Haandværkerforenin- gens ordinære Generalforsamling i April 1905 var ble- vet genvalgt til Medlem af Bestyrelsen, takkede han Forsamlingen, og saa tilføjede han: »Jeg har nu i 9 Aar været Formand. Lever jeg et Aar til, er der kun gamle CORTSEN, som har været Formand i længere Tid end jeg. Uagtet jeg maaske, efter nyere Forskeres Mening, skulde trække mig tilbage, da jeg til Sommer fylder 60, — der er jo en Amerikaner, som har ud- fundet, at naar man er kommet til de 60, skulde man