Haandværkerforeningen i København 1890-1915

88 Rejsestipendieforeningens 25-Aars-Fest i 1907. Den er siden sunget mange Gange, ogsaa i 1913, da Stipendie- farerne var i Leipzig: Vi har tidt hørt om Fortidens farende Svend, — Han, som vandred, tog Arbejd og vandred igen — Med sin »Felleis«, sin Stav, med sit Herberg, sin »Gruss«, Med sin Pige, sin Sang og det løftede Krus . . . Men saa hedder det videre i Visen, at »det roman- tiske Skær« hører Fortiden til. Maskinernes rastløse Tid kræver først og sidst den store Anspændelse, den utrættede Flid. Og saaledes bliver Visen, ret beset, en Sang til Arbejdets Pris. Selv var Rostrup den store Slider. Efter Arbejdet kunde han som faa nyde den muntre Hvile under kammeratligt Samvær, og hans Lune, der var ægte- født Barn af gamle Dages Haandværkergemytlighed, gjorde ham da saare indtagende. Men næste Morgen var han paa Pletten, naar Arbejdet kaldte, og han sled sig gennem Dagen, altid vaagen, altid optaget af de mange Sager, der havde Bud efter ham. Ofte kunde han, som det er sagt om ham netop fra Haandvær- kerside, fingernemt og snildt løse de Spørgsmaal, der for andre knytted sig i Knuder. Og vilde det ikke strax glide, saa tabte han ikke derfor Modet Han havde Evnen til at lirke og læmpe, uden dog at gaa paa Akkord i de store Spørgsmaal; havde han stillet sig paa et Retfærdighedskrav, fik man ham ikke fra det. Hvad han har gjort for at organisere sin Stand, vil til alle Tider samle den i Taknemlighed om hans Minde. Det var ikke i Embeds Medfør, naar han slog