Det Danske Haandværks Historie

95 kun faa af de reiniske Svende, som søge heller at fornøje dem paa store Steder, hvor deres Lavsartik- ler lader dem store Friheder, end paa de smaa Ste- der, hvor de maa være i større Tvang og arbejde baade Dag og Nat, om Brødet skal erhverves og Udgifter betales.“ Saaledes var der evindelige Stridigheder. En Gang imellem samler Mestrene sig sammen for at faa Øv- righeden til at tage sig af Sagerne. I 1747 klager Kjøbenhavns Snedkerlav til Magi- straten over de Vanskeligheder, det voldte dem, „at Svendene Tid efter anden havde indsneget den U-Ordning, dem (Mestrene) til største Besvær og Omkostning samt Tidsspilde, at en. Svend ikke vil bære et Stykke Værktøj, om det og er et lidet Hug- gejern eller Høvl fra sin Mesters Værksted og nogen Steds i Byen, men maa lade en Dreng følge bagefter hannem med samme, som bortspilder Tiden, da han i samme kunde gøre noget andet til Mesterens Gavn og Fordel.“ Endvidere beklagede Mestrene sig over, at de var „saa haardt besværet ved Svendenes Amts-Skraa, at de ikke vilde arbejde i det Værksted, hvor en gift Svend staar og arbejder, som man mangen Gang maa antage til Publici Befordersel udi Arbejdet, men maa derfor leje flere unyttige Værelser til Værkste- der for at henstille de gifte for sig, som falder me- get kostbart og besværligt, og har Mestrene saaledes maattet tollerere, at mangen Gang de ugifte Svende er gaaet fra hannem, og han har maattet fra sig for- lægge og Publico ikke efter Nøje ere bievne befor- drede, af hvis Aarsager de mangen Gang har maattet miste Arbejdet“ Naar Svendene her efter Anklagen at dømme har