Det Danske Haandværks Historie

107 Tanken om Menneskerettighederne havde bemægti- get sig Sindene. Kommissionens første Arbejde var at forhøre Svendene om deres Forhold, og Svendene forsømte intet for at gøre deres Klager saa skarpe som muligt. Der er i adskillige af dem en hel moderne Proletar- klang, som naar Tømrersvendene beklager sig over, at en Mester beregner sig 3 Mark daglig for en Svend, medens denne kun fik 2 Mark, hvad der gjorde, at Svendene aldrig kunde arbejde sig op til at blive selvstændige; selv de dueligste af dem „havde ikke nogen anden Udsigt end den at arbejde som andres Tjenere deres Livstid og lade rige Mestre forøge sine Overflødigheder ved den ene Trediedel af det, som ved Svendenes Arbejde og Sved blev tjent.“ I en Skrivelse fra samtlige indfødte Snedkersvende, som de indsendte nogle Dage efter at de havde været til mundtlig Forhandling med Kommissionen, hedder det i samme Stil: „Vi igentager og endnu beder yd- mygelen, at de høje Herrers for os saa glædelige Løfte maatte fuldbyrdes, da vi derved blev forløst af en evig Undertrykkelse, da mangen en brav Svend har længe sukket under Aaget, eftersom han ikke har kunnet komme videre end til at blive Mesterens Træl til Graven. Vi forsikrer, at iblandt os findes mange, ja de fleste, der forstaar deres Profession nok saa godt som en Del af Mestrene. Men blot alene af Mangel paa Penge og gode Venner maa staa til- bage, og deres Arbejde bliver ikke saaledes aflagt, at de deraf kan have det nødvendige. Udlændingene ønske at blive ved det gamle, og de, som have Rig- dom og blive Mestre og skal bemidle sig af vores Sved, som ikke er det almenes Vel.“ I al Almindelighed var Kommissionen vel stemt