Det Danske Haandværks Historie

 133 Standens Tilbagegang skyldes daarlige Tider, som Haandværkerne ikke kan bebrejde sig. Købmændene derimod, hvis Ret næsten ingen Grænse kendte, stod som truende Forbud, og Købmandens vidtfav- nende Arme viste truende hen til Jernbanekommu- nikationen og andre overordentlige Forbedringer i Samfærdselen. Standen maatte derfor foretrække Savn og Indskrænkninger, den havde Valget mellem denne Tilstand eller en hurtig Ødelæggelse. Men Friheden bliver almindelig, siges der, Haand- værksstanden stiller sig ved dens Modsigelser i dens eget Lys; Provinskøbmændenes ulige Ret bliver ikke længer Hindring for Standens Fremgang og dens Adgang til at rette sine Fordringer efter Byrderne; der gives Eder endog Lejlighed til at gøre Købmæn- dene Gengæld. Det er vel Sandhed, at Projektet vil bringe store Resultater, men de blive sørgelige for Haandværker- standen, og Fordringerne til denne er det vistnok utilraadeligt at forøge. — Guldsmeden skulde herefter kunne anlægge Grovsmedeværksted og omvendt, Hustømmermanden anlægge Skibsværft — — og Capitalisten og dennes Affødninger anlægge alt, hvad de efter Lune og Opfindsomhed finde for godt. — De unge Mænds forfærdelige Higen efter at sætte Foden under deres eget Bord skulde gives friere Spillerum; Bondedrengen, som haster til Købstaden for at lære noget af de Haandværk, og derefter iler tilbage for at arbejde selvstændigt, skulde gives end friere Indpas. Der findes kun ringe Capital-Formue i Haand vær- kerstanden. Lydighed mod det gamle Ordsprog: Skomager, bliv ved din Læst, er en Hovedbetingelse for Haandværkerens Existens; thi de Fordringer,