Det Danske Haandværks Historie

33 Provinsbyer, hvor det ringe Antal Haandværkere medførte, at ulige Fag maatte samles i et Lav, saa fik den under alle Omstændigheder ingen Succes i Kjøbenhavn og de større Byer. Man. rettede sig ganske simpelt slet ikke efter den kongelige Forordning eller omgik den. Om Slagterlavet i Kjøbenhavn erfarer vi saaledes, at det trods Paabudet om Ophævelsen af Lavet baade 1616 og 1619 valgte Oldermand, ved det sidste Valg berettes det endog, at det skete med Samtykke af Borgmester og Raad. Men endnu videre gik Sa- delmagerlavet i Kjøbenhavn. Af dettes endnu be- varede Protokol ser man, at Lavet direkte satte sig mod den kongelige Forordning, idet det den 24. Ok- tober 1613 holdt Lavsmøde og endrægtelig beslut- tede, at „eftersom vores Skraa er os fratagen af vo- res naadige Øvrighed, da ville menige Lavsbrødre samtligen blive ved den gamle forefundne Skraa, som nu findes udi vores Skrin.“ Og at det ikke blev ved Beslutningen alene, erfarer man ved at læse vi- dere i Protokollen. Lavet fortsatte med at forlange Mesterstykke af de indtrædende, og det aflægges vir- kelig ogsaa, selvom det for nogles vedkommende trak lidt i Langdrag. Ganske som de kjøbenhavnske Sadelmagere bar de Odense Smede sig ad. De vedtog den 13. Februar 1614 „allesammen som tilforn at ville holde vores Lav.“ Det eneste, den kongelige Forordning af 1613 op- naaede var at udbrede Forvirring og Uorden. I et Brev af 1. December 1613 maa Kongen saaledes ud- trykkeligt gøre opmærksom paa, at det ikke var Me- ningen, at Haandværkssvendene skulde have Lov til at arbejde paa egen Haand. Svende, der vilde ar- Det danske Haandværks Historie 3