Det Danske Haandværks Historie

64 end tidligere og en stor Del af disse kom indvan- drende fra Tyskland. Disse tyske Svende har imidlertid ikke altid været helt lette at tumle. De bragte med fra deres Hjem- land hele den Række af Haand værksbrug og „Ge- wohnheiter“, som i Aarhundreder derefter blev be- stemmende for Arbejdsforholdene i de fleste Fag. Man hører derfor ofte om Uroligheder mellem Mestre og Svende. 1624 maa det saaledes forbydes Overskærersvendene i Kjøbenhavn at gøre sig op- rørske „og efter deres eget Tykke, saa tit de lyster, Rotteri eller særdeles Sammenkomst at drive, hvor- med de Mestrene til Skade paa deres Arbejde kunne forhindre.“ Samme Aar forbydes det i de kjøben- havnske Vantberederes Skraa Svende „med Snurken og Pukken at løbe i Vinkel og Værksted og der med Svendene anfange Parlamente.“ Fra Øvrighedens Side søgte man vel at sætte Grænser for Svendenes Optræden. De efter 1622 ud- stedte systematiske Skraaer indeholder ret strenge Bestemmelser mod Svendenes Frihedslyster. I Sned- kernes Skraa hedder det saaledes: „Dersom nogen Snedkersvend understaar sig at gøre flere ørkesløse Dage end Mandagen alene og ikke forføjer sig om Tirsdag Morgen god betiden Kl. 5 paa sin Mesters Værksted at gøre sin Dags Værk, han bøde første Dag 1 Mark, anden Dag 2 Mark og saa fremdeles og desuden stande til Rette for Oldermanden og Hos- sidderen, fordi han sin Mesters Arbejde forsøm- mede.“ Som man ser, er det her dog lykkedes Svendene, trods Mestrenes Modstand at hævde sig Mandagen som Fridag. Men ogsaa andre Friheder erhvervede de sig,