Det Danske Haandværks Historie

66 Svendelavet, var han pligtig til at deltage i „Um- frag’et“ og der fremsige, hvad han vidste af Forsyn- delser mod Haandværksbrug og Skik samt til at be- tale sin „Auflegegelt“. Man kan være sikker paa, at var der en Mester eller Svend, der ikke var „ærlig“, saa fik han ingen Fred, før hans Sager var i Orden. Ud fra Svendenes Vandringsliv voksede da lidt efter lidt en Række Skikke og Sædvaner frem, som det blev en Nødvendighed at overholde, baade for Mestre og Svende. Den vandrende Svend maatte kunne legitimere sig for sine Fæller i fremmede Byer og Lande. Kunde han ikke det, fik han ingen „Geschenk“ eller anden Hjælp. Af denne Nødvendighed opstod „Grussen“, en ofte i nogle Verslinjer affattet Hilsen, som den vandrende Svend afleverede i Herberget og paa de Steder, hvor han søgte Arbejde. Til Grussen føjede der sig efterhaanden et meget vidtløftigt Ceremoniel. Der gaves Regler for, hvor- ledes den vandrende Svend skulde banke paa Døren, hvilken Stilling, han skulde indtage, naar han kom ind, hvormange Knapper, der skulde være knappede i hans Frakke, og i hvilken Rækkefølge og Form, Spørgsmaal og Svar skulde falde, altsammen for at faa godtgjort, til begge Parters Tilfredshed, at man var „ærlige“ efter Haandværks Skik og Brug. Indenfor de nordiske Lande og Tyskland var disse Regler med faa Undtagelser temmelig ens. Og saa ængstelig var man for at følge Skikkene nøjagtigt, at man for at være ganske sikker, ved Køb eller paa anden tilforladelig Maade skaffede sig bekræftede Afskrifter af de Regler, der fulgtes paa anerkendt „zunftigt“ Sted.