Det Danske Haandværks Historie

67 Det fremgaar heraf, at en Svend maatte have sin zünftige Samvittighed ren, naar han vilde vandre, men havde han det, kunde han ogsaa være vis paa at blive vel modtagen, overalt hvor han kom hen. Heraf fødtes den Letbevægelighed indenfor Svendenes Klasse, der er karakteristisk for den Tids Arbejds- forhold. Var Svenden ikke tilfreds et Sted, forsøgte han sig et andet. Altid ligeglad og altid parat til at vandre, blev Vandringslivet for Svendene en perma- nent Tilstand og Arbejdet i en By kun et lille Hvil paa Turen. Rejselivet med dets Eventyr og Poesi til- trak dem. Hele Tyskland og Norden blev kendt Land for Svendene. Det hedder i en af de gamle Viser: „Durch Franken und durch Schwabenland durch Schweizerland zugleich, Tirol wie auch in Steiermark, ins Ungerland hinein. Und wer all da gewesen ist, das lässt gar hübsch und fein. Will uns dann da gefallen nicht, marschiren wir in Böhmen. Von Böhmen da nach Sachsenland, da sind die Jungfern schön. Der kom ved denne Streifen rundt fra By til By og fra Land til Land noget friskfyrsagtigt ind i Sven- denes Tilværelse. Naar Foraaret kom, fik de Bisse- læder i Skoene. Det hedder i en af de gamle Viser: „Das Frühjahr th ut’ rankommen, Gesellen werden frisch. Sie nehmen Stock und Degen, Degen ja Degen und treten vor Meisters Tisch. Herr Meister wir wollen rechnen, jetzt kommt die Wanderzeit s*