Det Danske Haandværks Historie

68 Ihr habt uns diesen Winter Winter ja Winter gehudelt und geheit. Forædlende for Svendene var det omflakkende Liv ikke altid, og nægtes kan det ikke, at der hos den vandrende Svend kom ikke saa lidt bølleagtigt og selvsikkert frem. Stærke i Følelsen af deres Samhø- righed og lidet at tabe som de havde, var der ikke hos Svendene stor Respekt for Mestre eller Øvrig- hed. De var sig vel bevidst, at naar de ikke vilde arbejde, maatte de store tilsidst bøje sig. Betegnende er Holbergs Yttring om Haandværks- svendene i den 261 Epistel: „De er de eneste Lem- mer udi et Societet, som ikke kan tvinges. Andre Undersaatter er bundne til et vist Sted, som de ikke uden med Vanskelighed kan forlade, men Haand- værks-Karle have ingen bestandig Bopæl, intet vist Hjem eller Fædreland. De bo som Tartarer udi Telte og uden Ulejlighed eller mindste Tab kan flytte fra et Sted til et andet. Hvorudover naar de true med Dessertion, maa man tro, det er deres Alvor, og maa deres Mestre da give sig paa Discretion, medmindre de ville se deres Arbejde og Næring at ligge. Thi hvor en Haandværks-Karl begiver sig hen, der er hans Fæderneland; og naar han om Aftenen kom- mer til et fremmed Land og Rige, haver han om Morgenen straks Tjeneste igen. De ere saaledes fast de eneste Mennesker, som uden Bekostning kan gøre udenlandske Rejser, og med tomme Hænder kan flakke hele Verden igennem, naar de alene have saa- mange Skillinger, som de kan betale i et Par Kroer paa Vejen. Efterdi dette nu er af saadan Beskaffen- hed, saa er intet Middel til at holde disse Folk i