Det Danske Haandværks Historie

75 blandt Magistratens Medlemmer, men Magistraten skulde selv forordne „undertiden en, undertiden en anden“ til at overvære Møderne. Ingen maatte tage nogen ubillig Pris for sine Varer, lige saa lidt som Lavet maatte træffe nogen fælles Aftale om Pris paa deres Medlemmers Arbejde, men enhver skulde sælge „for den Pris, han bedst kan.“ Ingen skulde være forpligtet til at bære Lig uden de alene, som behøvedes til at bære, og denne For- pligtelse skulde gaa paa Omgang blandt Medlem- merne. Svendene maatte ingen Kro eller Sammenkomst have, men enhver ankommende Svend skulde melde sig hos Oldermanden, der havde at hjælpe ham til Arbejde, hvis han ikke kunde gøre det selv. De gamle Bestemmelser om et lige Antal Svende ophævedes. For Fremtiden maatte enhver holde saa mange Folk, han vilde, dog skulde hver Mester have mindst en Dreng i Lære, „som i vore Riger og Lande er født.“ Tilsyneladende er denne Bestemmelse en af dem, der afviger mest fra den gammeldags Ordning, den tilstræbte Lighed mellem Mestrene. Hensigten har dog ingenlunde været den at indføre fri Konkur- rence, men kun at bryde med en Lavsskik, der satte Skranker for den enkeltes Arbejde. Frit Spillerum var. det ikke Meningen at give, thi strax efter hedder det: „Ingen maa nogen med ubillig Arbejdsløn be- sværge, men naar nogen Mester et Stykke Arbejde haver betinget, da haver han det saaledes at forfær- dige, at den, som haver det betinget, dermed, som det bør, kan være vel forvaret, og hvis det ikke er