Det Danske Haandværks Historie

81 hvoraf næppe de ti kan holde saa mange Folk eller gøre Kongen og Staden den Tjeneste som en af de forrige Tiders Mestre, ja næppe tre af det hele Lav ere gode for at købe sig et Hus, men maa bo til Leje, ja to å tre Slags Haandværkere retirere sig udi et Hus paa Lofter og Kammerser og sidde der i Armod tilsammen. Det gaar nu saaledes til, at naar en Svend har tjent sine Svendeaar ud, søger han straks at komme ind i Lavet, gifter sig, enten han har Evne til at føde Kone eller ikke, fortærer i faa Aar, hvis han faar noget ved Giftermaalet, og maa saa arbejde som Svend hos andre Mestre, og Børnene maa ud at tigge, førend de kan læse; naar Manden dør, maa Konen gribe til Tiggerstaven, medens en Mester i forrige Tider kunde efterlade et frit Hus og Evner til at fortsætte Haandværket, til hun ved Giftermaal med en dygtig og erfaren Svend, som længe havde maattet tjene og selv havde erhvervet sig noget, kunde blive forsynet. Kom nogen da til agters, hjalp de andre Lavsbrødre ham til rette.“ Er end denne Skildring maaske noget overdreven, saa er det sikkert, at god var Tilstanden ikke, og bedre blev den ikke med Tiden. I Løbet af det 17. og 18. Aarhundrede var Folke- mængden i Kjøbenhavn vokset betydeligt. Medens Indbyggerantallet ved Aar 1635 kun var 25,000 og i Tiaaret 1660—69 (efter Svenskekrigen) c. 31,000, saa øgedes det i de to følgende Tiaar til c. 60,000 og naaede i den første Trediedel af 18. Aarhundrede 76,000. Grunden til denne Tilvækst maa søges i den fremtrædende Plads, Kjøbenhavn fik i Riget som Sæde for Enevælden, og den heraf følgende stærke Indvandring af Folk, der hørte til Hoffet, Hæren el- ler Universitetet. Det danske Haandværks Historie 6