Det Danske Haandværks Historie

82 Saa vidt man kan skønne, staar Tilvæksten af Haandværkere ingenlunde i Forhold hertil. Antallet af Mestre er f. Ex. gennem hele det 18. Aarh. ret kon- stant. Kun for Beklædningsfagenes Vedkommende er der en Stigning af nogen Betydning. Ogsaa Bedrif- ternes Omfang er væsentlig den samme. De fleste Fag har omtrent det samme Antal Mestre som Sven- de, naar man undtager de egentlige Bygningsfag, hvor Svendetallet efter Sagens Natur altid har væ- ret det største. Man skulde derfor tro, at Ilaainlvær- kernes Kundekres maatte være bleven betydelig for- øget. Dette var dog ikke Tilfældet, thi den største Part af Befolkningsforøgelsen, faldt paa Soldater, Matroser, fattige Indvandrere og mindre Bestillings- mænd, der ikke forøgede Efterspørgslen i synderlig Grad, men tværtimod leverede deres store Bidrag til Fuskernes vistnok i Forvejen talrige Skare. Regeringen var nødt til at gøre noget for denne store Mængde Fattigfolk, og da den ikke kunde un- derholde dem direkte, gav den en stor Del af dem, f. Eks. Matroser og Soldater Lov til at ernære sig ved de Haandværk, de havde lært, uden Hensyn til, at der derved blev gjort Indgreb i Lavenes Enerettig- heder. Men foruden dem, der saaledes fik Lov til at arbejde som Haandværkere, var der mange, der tog sig Retten uden Lov, og det synes, som om Folk har været mere end villige til at bruge dem. Følgen deraf blev en umaadelig Konkurrence til alle Smaahand- lende og Haandværkere. Paa hvert Gadehjørne stod Soldater og Matroser paa Rov efter Arbejde, altid villige til at tjene en Skilling, ligegyldigt ved hvad det var, og i hver anden Værtshuskælder boede fy- rige Svende, som paatog sig alt Arbejde indenfor deres Fag.