Det Danske Haandværks Historie

87 ■ '• ikke lettelig formenes nogen at ernære sig paa hvad lovlig Maade, han bedst ved og kan.“ Kongen vilde derfor en Gang for alle have besluttet, at intet nyt Lav efterdags maatte stiftes, medmindre det var saa- ledes indrettet, at enhver, der ønskede det, uden Bryderi eller Omkostning kunde optages mod at be- tale en Kendelse af 4 til 6 Mark eller „lidt mere.“ Formelle Mangler skulde ikke længer være til Hin- der for at komme i Lav, og Fattigfolk maatte arbejde i en hvilken som helst Profession med egne Hæn- der, ja med Drenge og Haandlangers Assistance, naar de erklærede, at de ikke vidste anden Maade at ernære sig paa, og det ved nærmere Undersøgelse viste sig, at „det omtrent forholder sig saaledes;“ enhver Mester skulde mindst have en indfødt Dreng i Lære, og Magistraten skulde have Tilladelse til at fritage duelige Svende for at lave Mesterstykke. Men „skal et saadant endelig forfærdiges“, maatte Sven- den fremstille det, som mageligst kunde afsættes og krævede mindst Bekostning og Tid. Endelig fik Ma- gistraten Ordre til „jævnlig at advare og tilholde vedkommende Lav selv at frembringe, forskaffe og forarbejde de Ting, som Indbyggerne er kommen i Vane med at forskrive fra fremmede Steder, skønt der her lettelig kunde haves lige saa gode og for lige saa godt Køb.“ Nogen. Forøgelse af Lavsmestrenes Antal havde disse Bestemmelser karakteristisk nok ikke til Følge. Det var kun Beklædningsindustrien samt Byggefa- gene, der følger Befolkningens Vækst. Derimod steg Frimestrenes Antal ikke lidt. Vist- nok de fleste, der søgte om det, fik Bevilling som saadan. Trods al Veltalenhed og Andragender i Massevis