Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse
Forfatter: H.I. Hannover
År: 1899
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag
Sted: København
Sider: 211
DOI: 10.48563/dtu-0000034
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
187
Bestemmelsen af Guldholdigheden af Digelindholdet sker her
paa Mønten ved Afdrivning (Kup el la ti o n), idet man afvejer
en ringe Mængde Guld, sammensmelter den med 3 Gange saa
meget Sølv og mere Bly, afdriver paa et Kapel i en Muffelovn, vejer
det tilbageblivende Guld-Sølv Korn og valser det ud til en tynd
Strimmel, der rulles sammen til en lille Rulle. Denne koges med
chlorfri Salpetersyre, som opløser Sølvet, hvorefter man vejer den
resterende Guldrulle. Hvis den oprindelige Sølvmængde i Guldet
kun er ringe, vil Salpetersyren ikke løse Sølvet op, naar man ikke som
nævnt har begyndt med at forøge Prøvens Sølvindhold, thi der maa
ved Opløsningen i Salpetersyre være en vis Sølvmængde til Stede, for
at Salpetersyren skal virke kraftigt opløsende, men saa løser den
ogsaa alt Sølvet op. Den resterende lille Guldrulle er svampet og
meget skør, men sammensintrer ved en paafølgende Glødning, saa
at man kan tage den med en Pincet, uden at den gaar i Stykker,
og veje den.
Ved samme Metode prøver Guardeinen ogsaa indsendt Guldtøj,
— jvnfr. S. 180, Lin. 16 f. o.
Guldlegeringer kunne fremstilles ligesom Søiv-Kobber-
legeringerne ved Smeltning i en ildfast Digel.
Paa den kgl. Mønt er der dog nogen Forskel fra Sølvsmelt-
ningen. Saaledes gøres Diglen rødglødende, før Guldet kommer i,
idet man paa den rødglødende Digel bedre kan se, om Diglen har
Revner, end paa en kold Digel. Naar Guldbarrerne dernæst ere
bievne saa varme, at deres nederste Ende begynder at smelte, sættes
Kobberet til, saaledes at det kun er faa Minutter i Diglen, før det
er smeltet. Derved undgaar man at faa for meget Kobberilte i
Guldet.
Guldet maa nemlig i det Hele behandles med stor Forsigtig-
hed. Det er allerede omtalt, at den mindste Smule Vismuth gør
det skørt, men det samme gælder Jærn, Tin, Bly og Zink. Hvis en
Guldsmed omsmelter Guld-Filspaan, vil han ofte faa skørt Guld, selv
om han har renset Spaanerne for det meste Jærn med en Magnet.
Det er meget nødvendigt at røre godt om i Diglen, da Guld er
saa tungt, og der derfor let lejrer sig en meget guldholdig Legering
paa Bunden.
Naar man paa Mønten hai' støbt en Ten og prøvet, om den
kan foldes helt sammen, og det viser sig, at den ikke er strækkelig
nok, omsmeltes den, og man tilsætter til Diglens Indhold en ube-
tydelig Mængde i Papir pakket Kobberchloridpulver, der mindsker
Skørheden. Idet det kommes i, faar man en Opflamning, hvorved
der fremkommer en livlig Fordampning, og fordampet Guld afsætter
sig i den midt paa S. 185 nævnte Aftrækskanal.
Da det ved Fremstilling af en Guldlegering er saa vanskeligt at
undgaa at faa Guldet skørt, bruge vore Guldsmede i Reglen til deres