Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

187 Bestemmelsen af Guldholdigheden af Digelindholdet sker her paa Mønten ved Afdrivning (Kup el la ti o n), idet man afvejer en ringe Mængde Guld, sammensmelter den med 3 Gange saa meget Sølv og mere Bly, afdriver paa et Kapel i en Muffelovn, vejer det tilbageblivende Guld-Sølv Korn og valser det ud til en tynd Strimmel, der rulles sammen til en lille Rulle. Denne koges med chlorfri Salpetersyre, som opløser Sølvet, hvorefter man vejer den resterende Guldrulle. Hvis den oprindelige Sølvmængde i Guldet kun er ringe, vil Salpetersyren ikke løse Sølvet op, naar man ikke som nævnt har begyndt med at forøge Prøvens Sølvindhold, thi der maa ved Opløsningen i Salpetersyre være en vis Sølvmængde til Stede, for at Salpetersyren skal virke kraftigt opløsende, men saa løser den ogsaa alt Sølvet op. Den resterende lille Guldrulle er svampet og meget skør, men sammensintrer ved en paafølgende Glødning, saa at man kan tage den med en Pincet, uden at den gaar i Stykker, og veje den. Ved samme Metode prøver Guardeinen ogsaa indsendt Guldtøj, — jvnfr. S. 180, Lin. 16 f. o. Guldlegeringer kunne fremstilles ligesom Søiv-Kobber- legeringerne ved Smeltning i en ildfast Digel. Paa den kgl. Mønt er der dog nogen Forskel fra Sølvsmelt- ningen. Saaledes gøres Diglen rødglødende, før Guldet kommer i, idet man paa den rødglødende Digel bedre kan se, om Diglen har Revner, end paa en kold Digel. Naar Guldbarrerne dernæst ere bievne saa varme, at deres nederste Ende begynder at smelte, sættes Kobberet til, saaledes at det kun er faa Minutter i Diglen, før det er smeltet. Derved undgaar man at faa for meget Kobberilte i Guldet. Guldet maa nemlig i det Hele behandles med stor Forsigtig- hed. Det er allerede omtalt, at den mindste Smule Vismuth gør det skørt, men det samme gælder Jærn, Tin, Bly og Zink. Hvis en Guldsmed omsmelter Guld-Filspaan, vil han ofte faa skørt Guld, selv om han har renset Spaanerne for det meste Jærn med en Magnet. Det er meget nødvendigt at røre godt om i Diglen, da Guld er saa tungt, og der derfor let lejrer sig en meget guldholdig Legering paa Bunden. Naar man paa Mønten hai' støbt en Ten og prøvet, om den kan foldes helt sammen, og det viser sig, at den ikke er strækkelig nok, omsmeltes den, og man tilsætter til Diglens Indhold en ube- tydelig Mængde i Papir pakket Kobberchloridpulver, der mindsker Skørheden. Idet det kommes i, faar man en Opflamning, hvorved der fremkommer en livlig Fordampning, og fordampet Guld afsætter sig i den midt paa S. 185 nævnte Aftrækskanal. Da det ved Fremstilling af en Guldlegering er saa vanskeligt at undgaa at faa Guldet skørt, bruge vore Guldsmede i Reglen til deres