Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse
Forfatter: H.I. Hannover
År: 1899
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag
Sted: København
Sider: 211
DOI: 10.48563/dtu-0000034
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
65
fattigt Jærn og Staal, naar dette glødes stærkt i flere Dage.
Hvis der under Glødningen er Metalilter til Stede, brændes efter-
liaanden det udskilte Temperkul, — i Modsætning til Grafit, se
S. 64, Lin. 8 f. o. — bort ligesom det senere omtalte kemisk
bundne Kulstof.
Om dette, forinden det kan brænde bort, først maa forvandle
sig til Temperkul, vides ikke.
Benævnelsen Temperkul hidrører fra, at det i Praksis opstaar,
naar Støbejærnsgenstande »tempres«, hvorved forstaas to forskellige
Fremgangsmaader. Ved den ene pakkes tynde i Sandforme støbte
Støbejærnsgenstande undertiden i Trækul, Aske, etc., der holde
Luften ude, medens Genstandene udglødes i længere Tid, hvorved de
blive mindre skøre og blødere at arbejde i, hvorom nærmere midt
paa næste Side —, ved den anden forstaas Fremstillingen af hammer-
bart Støbegods — se nedenfor.
Nyere Undei'søgelser over Temperkullets Dannelse findes i Stahl
u. Eisen, 1897, S. 628. Deraf fremgaar f. Eks., at hvidt Støbejærn,
for at Temperkul skal dannes, maa opvarmes i længere Tid til mindst
850° C. og afkøles langsomt f. Eks. i 8 Timer til 670°. Ogsaa i
smedeligt Jærn kan der ved langvarig heftig Glødning dannes
Temperkul. Saaledes omtales i Baumaterialienkunde, 1897—98, S.
84 noget Staal, der havde 0,58 % Temperkul, hvoraf man kunde se,
at dets forholdsvis ringe Styrke skyldtes langvarig Glødning.
Ved Fremstillingen af ham mer bart Støbegods for-
vandles Støbejærnsgenstande, som omtalt S. 9, Lin. 9 f. n., til
smedeligt Jærn. Genstandene støbes af hvidt Raajærn, — da
det graa Støbej ærns Grafit som anført S. 64, Lin. 8 f. o. ikke vilde
brænde bort —, og glød es lagte i Støbej ærnspotter og stærkt pak-
kede med Metalilter, f. Eks. pulveriseret Rødjærnsten og Hammer-
skæl — Zinkaske kan ogsaa bruges — i adskillige Dage. Ved
Glødningen udskilles Temperkul, og dette Kulstof brændes bort
ved at gaa i Forbindelse med Metalilternes Ilt.
Bortbrændingen af Kul er stærkest yderst ude, mindre
stærk længere inde, hvorfra dog Kulstof vandrer ud og fordeler
sig i de ydre Lag> efterhaanden som disse blive kulstoffattigere.
Da Processen dog er mindre fuldstændig dybere inde, egner
den sig kun for tyndt Gods (under 25 mm i Tykkelse). Men
for saadant Gods kan Metoden være særdeles nyttig, thi dels
gøres mange Smaating, saasom talrige Symaskiner, Landbrugs-
maskiner, Laase m. m., hammerbare, fordi de ellers vilde være for
skøre, dels kan man ofte billigere og lettere af Jærn støbe Smaa-
genstande af kompliceret Form, f. Eks. Bidsler, Vognstangsbeslag
5