Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

66 (saasom det forreste Beslag paa Vognstangen ved Tospænder- vogne) end smede dem, presse dem eller støbe dem af Staal. Ved at Genstandene gøres hammerbare, blive de smedelige og omtrent saa sejge, som om de vare smedede, saa at videre Formgivning kan ske ad mekanisk Vej. Grovere hammerbart Gods, ved hvilket Afkulningen ikke er dreven synderlig vidt, kaldes i Reglen Temperstaalgods. Navnlig Hjul til mindre Jærnbanevogne, f. Eks. Grubevogne, laves i stort Antal som Temperstaalgods. Angaaende Fremstillingen af liammerbart Støbegods, som her i Landet kun sker i Jærnstøberiet Tagensvej, kan i øvrigt henvises til Wagner: Lærebog i Teknologi, 1885, S. 383 og til en udførlig Be- skrivelse i Ledebur: Handb. der Eisenhuttenkunde, 2te Aufl., 3te Abth., 1894, S. 978, samt C. Rott: Die Fabrikation des schmiedbaren und Tempergusses, 2te Aufl., 1892. Bortbrænding af Kulstof sker i øvrigt ogsaa, uden at der er Metalilter til Stede, f. Eks. naar Støbejærnsgenstande ligge pakkede i Kvartssand og glødes længe og heftigt. Sandet giver da Luften Adgang til at bortbrænde Kulstoffet, men Virkningen er langsommere, hvorfor Støbejærnsgenstande, der skulle gøres hammerbare, pakkes i Metalilter. Hvis Genstandene blive glødede uden ovei'hovedet at være pakkede i noget pulverformigt Materiale, ville de yderst i alt Fald delvis blive til Brandjærn, se § 77. Undertiden udgløder man tynde Støbejærnsgenstande, der ere bievne haarde ved Støbning i Sandforme, men man pakker dem da i Trækul, Aske, etc. — se S. 65, Lin. 11 f. o. — for at hindre Luftens Adgang. Ved Glødningen gaar da Hærdningskul over i Carbidkul, ved længere Glødning i Temperkul og gør det haarde Gods blødere og derved lettere at file i. Rejiø mener, at nogen Spænding i.Godset samtidig forsvinder, idet ved Udglødningen en Del spændte Luftarter slippe bort som omtalt midt S. 54. 65. Carbidkul og Hærdningskul. I Modsætning til Grafit og Temperkul lindes det øvrige Kulstof i Jærnet som bundet Kulstof, ø: i kemisk Forbindelse dermed, og enten som Car- bidkul eller Hærdningskul. Af disse findes Car bidkullet i ligefrem kemisk For- bindelse med Jærnet, og Forbindelsen hedder C ar bid, som er F3C. Efter metallografiske Undersøgelser er det imidlertid godt- gjort, at Carbidet ikke blot optræder som tyndere og tykkere Aarer, der strække sig gennem Jærnet, -— og i denne Skikkelse kaldes Carbidet Cementit, — men ogsaa paa en helt anden Maade, nemlig i det saakaldte Per lit, — som er omtalt S. 43, Lin. 14 f. o. og S. 46, Lin. 7 f. o. — og bestaar af mikrosko- piske tynde Lameller af afvekslende Carbid og det saakaldte