Mekanisk Teknologi I
Metallernes og Legeringernes Egenskaber og Anvendelse

67 Ferrit i bestemt Vægtforhold. Ved Ferrit forstaas kulstoffrit og derfor blødt Jærn. Carbid findes i alt Jærn og Staal. Hvorledes Cementitnettet kan gøres tydeligt under Mikroskopet er f. Eks. beskrevet i Baumaterialienkunde, 1897—98, S. 65. Om Bestemmelser af Mængden af Carbidkul og Hærdningskul, se Stahl u. Eisen, 1897, S. 580. At Carbidet Fe3C virkelig er en kemisk Forbindelse og ikke blot en Legering, er nylig godtgjort af Mylius, Forster og Schone, se Zeitschrift fur anorganische Chemie, 1896, Bd. XIII, S. 38; i Staal fandt de, at Sammensætningen var 6,5 °/0 C og 91,96 % Fe. Perlitten er allerede opdaget af Sorby, se S. 43, Lin. 13 f. n. Ved Polering vise Carbidlamellerne sig i Relief, hvad der giver iriserende Virkninger, der minde om Perlemoder, hvoraf Navnet Perlit. Saiweur mener i Modsætning til Osmond, at Carbidlamellerne ere Cementit, og at Perlitten indeholder 0,8 % C, ø: at den bestaar af 12 Dele Cementit og 88 Dele Ferrit, — se Stahl u. Eisen, 1897, S. 303, medens Osmond og Arnold angive 0,89 °/0 C. Andrews har skønnet, at der i en Kubiktomme af en Bessemerstaalskinne kunde være 64 Tusinde Millioner Carbidarealer, se Engineering, 1898, Vol. 65, p. 9. Om Lamellernes Tykkelse se Engineering, 1898, vol. 65, p. 452. Hærdningskullet optræder derimocL forbundet med alt det Jærn, der ikke findes som Ferrit eller/i Perlit eller i Cementit, og danner sammen med dette Jærn det saakaldte Marten s it, der formentlig maa opfattes som Jærnets Grund- masse. Herfor taler det, at det findes i alt Jærn og dér er i Forbindelse med Hovedmassen af alle fremmede Stoffer. Navnet Martensit efter Prof. Martens i Berlin skyldes Osmond. Howe kalder det Hardenit formedelst det£ store Haardhed, der dog er mindre end Cementittens, se Bulletin de la société d’encourage- ment, 1895, p. 490. Den almindelige Antagelse er, at Martensitten kan indeholde Kul i vekslende Forhold. Arnold mener derimod, at det er en kemisk Forbindelse Subcarbid: Fe24C, hvilket svarer til 0,89 % C, men Saiweur har nylig paavist, — se Stahl u. Eisen 1897, S. 580 —, at dets Kulstofindhold veksler fra 0,12 til 0,9 %, hvor- efter Arnolds Mening altsaa skulde være urigtig. Osmond mener, at der yderligere eksisterer en Overgangsform Tro o stit mellem Ferrit og Martensit, se Bulletin de la société d’encouragement, 1895, p. 493, samt Sorbit, se samme Steds p. 491 og endelig Austenit, hvorom S. 71, Lin. 16 f. o. Cementit og Martensit ere i Besiddelse af stor Haardhed. Ved Støbning af Raajærn i Sandforme, der altid ere fugtige og derfor køle Jævnet ret hurtigt af i Overfladen, er det især Cementit, 5*