Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Vejvæsenet. 107 Om Bivejenes slette Tilstand vidner ogsaa den Omstæn- dighed, at der i Forflag om Tillæg til Kirkeordinantsen ud- tales Beklagelse over, at „Sognefolket ikke holde Præsteveje færdige, saa Præsterne i Livsfare maa rejse og besøge Syge".') Derimod Have Kongevejene og de kongelige Jagtveje alt tid- ligt været Gjenstand for en betydelig bedre Behandling, Hvorom de gjentagne Gange nedlagde Forbud imod al Kjørsel af andre end dem, „som forundtes Nøgle" dertil, ere talende Vidnesbyrd. Allerede den 22. Juli 1662 træffer man faa- ledes et Forbud imod „at befare Kongens Veje i Kjøben- havns-, Frederiksborg- og Kronborg-Amter, end mindre Bommenes Laafe at opbrække", og da det strængt var for- budt Smeden, som lavede de paagjældende Laase og Nøgler, „at levere andre end Stiftsbefalingsmanden og den kongelige Fiflemester Nøgler til Vejene", vidner dette om, at Færdselen Her i videste Omfang har været Offentligheden forment. Saadanne Forbud træffes endnu op imod Midten af forrige Aarhundrede. Efter at der d. 25. Jan. 1662 var udgaaet et kongeligt Brev med Befaling til alle Vedkommende at holde „Vejene udi Sjællands Stift ved Magt og Lige", sattes ogsaa de betydeligere Landeveje i Aaret 1670 under et Slags offentligt Tilsyn af saakaldte „Vejmestere", som derfor „nød Løn Hos Bønderne". Men da det befandtes, at disse „lidet eller intet udrettede", blev det ved Rescr. af 7. Juli 1682 paalagt Stiftsbefalingsmændene og Amtmændene i Forening med Proprietærerne „at overlægge, hvorledes Vejen bedst, kortest og billigst kunde indrettes samt gjøre Uddeling til Hvert Herreds og Birks Anpart, enhver sit nærmest, og lade dele efter Tønder Hartkorn, hvorfra gandske intet Bøndergods maa forflaanes", og Vejmestrene afflaffedes derfor aldeles ved Fdng. af 4. Marts 1690, og Opsynet med disse Veje i hvert Stift gik over til Stiftsbefalingsmanden og Amt- Y Kirkehist. Samlinger, 3. Rcrkke, IT.