Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

8 Indledning. under en Kjøbstad, i hvilke Tilfælde kun det kirkelige Fælles- skab bibeholdtes, hvorimod hvert Sogn fik sit selvstændige Sogneforstanderskab. Denne Regel fastfloges iøvrigt allerede ved Plakat af 2. Septb. 1808, og i Overensstemmelse dermed blev det t. Ex. ved Rescript af 22. Decbr. 1812 afgjort, at Farum- og Kirkeværløse Sogne, beliggende henholdsvis i Frede- riksborg- og Kjøbenhavns Amt, i økonomisk Henseende skulde udgjøre to selvstændige Konimuner, uagtet begge Sogne hen- hørte under et Pastorat. Det var dog ikke blot selve Sognene, der saaledes tid- ligere i kommunal Henseende vare adskilte; endogsaa de for- skjellige Administrationsgrene indenfor Sognets Grænser havde hver sin særlige Bestyrelse og sine selvstændige Indkomster, og endskjønt Fattig- og Skolevæsenet til en vis Grad sammen- sloges i Aaret 1841, var det dog først ved Landkommunalloven af 6. Juli 1867, at der opnaaedes fuldstændig kommunal Enhed, saaledes at de sammenhørende Sognes Fornødenheder udredes af den fælles Kommunekasse, der bestyres af et fælles Sogneraad. Af Hensyn til den Adskillelse, der saaledes fandt Sted mellenl de forfkjellige Grene af den sognekommu- nale Forvaltning, vil det i det efterfølgende være nødvendigt at tage hver af disse for sig, og, idet den Bemærkning forud- skikkes, at der enkelte Steder, navnlig for Bornholms Ved- kommende, har fundet og fremdeles finder nogle Afvigelser Sted i de almindelige Hovedbestemmelser, vil det være na- turligst at begynde med den Afdeling, som først blev Gjenstand for kommunal Ordning, nemlig Iattigvæsenei. Den betydningsfuldeste Del af den ordnede Fattigpleje foregik tidligst i de saakaldte Hospitaler, der oprindelig vare knyttede til Klostrene, og hvor Plejen under Gejstlighedens