Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

122 Vejvæsenet. ryddeligholdes, og det skyldes for en væsentlig Del Beboernes Beredvillighed til at efterkomme de løse, ofte ganske uhjem- lede Fordringer, der stilles til dem, at dette vigtige Arbejde dog de fleste Steder udfores paa en for Samfærdselen nogen- lunde taalelig Maade. Uagtet Fdng. af 23. Decbr. 1793 udtrykkelig omfatter ogsaa de mindre Landeveje og de offentlige Biveje, er der dog ingen Tvivl om, at de deri angivne Bestemmelser som Regel kun ere komne til Anvendelse paa Hovedlandevejene. Derom vidner især den Omstændighed, at Landevejene i Kjøbenhavns-, Frederiksborg-, Kronborg-, Hørsholm- og Sorø Amter ved Plak, af 4. April 1800 inddroges under væsentlig de samme Vilkaar, som indeholdtes i den almindelige Vejforordning. Kun fluide der i hvert Amt oprettes en særlig Vejkasse, som beroede hos Amtsforvalteren, og hvorover Regnflab en Gang om Aaret skulde bekjendtgjøres for Amtets Beboere, ligesom ingen skulde forrette Raturalarbejde paa disfe Veje, som boede længere borte end 13/4 Mil. Bivejene fljænkedes derimod hverken i denne eller den foregaaende Forordning nogen Opmærksomhed ud over den blotte Nævnelse, og som Følge heraf henlaa disse Veje langt ind i vort Aarhundrede i det flrækkeligste Morads, saaledes at Færd- selen maatte foregaa inde omkring paa Markerne. Dette finder et slaaende Udtryk i den Omstændighed, at man i For- ordningen om Hegn af 29. Oktbr. 1794 har anset det for nødvendigt at optage den Bestemmelse, at „dersom nogen Vej- farende formedelst Vejenes flette Tilstand ikke kan fremkomme uden Fare for at blive siddende med Hest og Vogn eller vælte, nødsages til at bryde Hul paa Hegnet ved Siden af Vejen, eller Fodgængere, for ikke at vade i Vandet maa springe over Hegnet og forlade den rette Vej, maa de ej der- for. tiltales, men kunde endog af Dommeren tilkjendes Er- statning for det flete Ophold, hvorimod den, som har ladet