Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

10 Fattigvcesenet. en Stodder til dig og beder om Almisse, da hor ham vel, om han kan de 1O Budord, Troen og Fadervor, kan Han, da giv ham i Jesu Navn, men kan han dem ikke, da kan du lade ham pille sig, til han saadant lærer. Saa gjør jeg."1) I Hospitalerne maatte ingen modtages for „Gunst eller Gave, Vild eller Venskab", da „Kongen vil, at alleneste Krøblinge, Elendige og aldrende Mennesker, som det storligen behøve, maa udi Hospitalerne annammes og modtages," og ingen maatte der nyde længere Ophold, „indtil hand paa andre Maader kand forhværve sit Brød." Under Super- intendentens, d. v. s. den øverste gejstlige Myndigheds, Over- tilsyn forvaltedes Hospitalernes Anliggender af en af Kongen ved hvert Hospital beskikket „god, gudfrygtig og vederhæftig Forstander, som enten er ugift og fører et godt kydfk Levnet, eller som er gift og haver ingen Børn," hvilken Bestemmelse var foranlediget ved, at Hospitalet havde fuldstændig Arveret, saavel efter Forstanderen som efter de i Hospitalet indlagde Lemmer, endog med Udelukkelse af Livsarvinger. Forstan- deren skulde hvert Aar aflægge Regnskab i Superintendentens Overværelse; men iøvrigt paahvilede det Stedets Sognepræst, hvis ikke Hospitalet havde sin egen Præst, at føre det umid- delbare Tilsyn med de „Fattiges Røgt og Underholdning" samt at drage Omsorg for, „at der rettelig raadis Bod" paa forefundne Mangler. For Fattige og Husarme (hvorved ikke forstodes egentlig Husvilde, men Fattige, som maatte lide Nød hjemme), hvilke af en eller anden Grund ikke kunde finde Optagelse i Hospi- talerne, forordnedes der ligeledes Forstandere, som „med ret Troskab skulde oppebære Renten af, hvad som de Fattige er tillagt, saa og hvad desforuden af gudfrygtige Folk velvilligen gives af Mad, Drikke, Klæder og anden Hjælp, eller i Kirken om Prædikedagene samles eller i andre Maader dennem til- 1) Peder Palladius's Visitatsbog. L