Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Fattigvoksenet. 11 lægges," hvilket de skulde uddele blandt de Fattige „troligen og rundeligen" ester enhvers Behov. Forstanderne skulde ogsaa „gjore rigtig Regnskab for alt det, de Haver indtaget og udgivet, i Øvrighedens og Sognepræstens Overværelse." Derhos skulde Kirkeværgerne for Landsbyen med Sognemæn- venes Hjælp bygge i hvert Sogn „et Fattigfolkis-Hus" til de Fattige i Sognet, som ikke kunde finde Husly andet Stedse samt „sætte en Blok hos Huset, at godt Folk kunde lægge deres Almisse derudi," hvortil Præsten hver Søndag i Kirken skulde formane Sognefolket. Nøglen til denne Blok skulde opbevares hos Kirkeværgen eller Sognepræsten. Hvert Sogn skulde saavidt muligt forsørge sine egne Fattige, og i dette Øjemed var det i Følge Forordning af 27. Decemb. 1587 paa- lagt Sognepræsten „at optegne alle arme og nødtørftige Folk i sognet paa klare Registre" famt i Forening med Kirkeværgen og 4 as de bedste Sognemænd give enhver Betler et Tegn nied Sognekirkens Navn paa Brystet, „paa det at det deraf kunde kjendes, udi hvilke Sogne de hafuer Hjemme." Endvi- dere fkulde „enhver Sognepræst have en rigtig Tegnebog^ hvorudi ægte eller uægte Børn kan tegnes og deraf deres Ankomst forfares, saa og om Forældrene ærligen eller ikke ere sankede i ret Egteskab." ^ Ligesonr Fattigplejen saaledes oprindelig har været væ- sentlig frivillig, Har Fattigvæsenet sikkert ej heller haft syn- derlig anden Indtægt end de Gaver, hvormed de Fattige fra forskjellige Sider betænktes; det synes endogsaa, sour om Sognene ikke have haft nogenfomhelst Andel i de talløfe Bøder, der i hine Tider idømtes for alle Slags Forseelfer, idet saa- vanne Bøder for Bondemenighedernes Vedkommende tilfaldt enten Kongen eller Herremanden^). At der under disse Om- stændigheder har været stillet betydelige Krav til den frivillige 1) Kirkehistoriske Samlinger, 3 R. II. 2) Steenstrup: Den danske Bonde og Friheden.