Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

12 Fattigvoesenet. Godgjørenhed, følger af sig selv, og ihvorvel der foreligger Vidnesbyrd om, at denne ogsaa har været udfoldet efter en efter Tidsforholdene ret anselig Maalestok, er det dog ikke sandsynligt, at den har kunnet sorslaa til at afhjælpe den til Stede værende Nød og Trang; faa meget erialt Fald sikkert, at Godgjørenheden ikke har kunnet overkomme at opsøge Trangen, men at d,et er denne, der Har maattet opsøge Godgjørenheden, og her ligger da den store Skavank ved den frivillige Fattigpleje, at den, hvor til- talende den i mange Maader end ser ud, saa at sige nøder de Fattige til at „være om sig" eller ligefrem ansporer Betleriet. Det viste sig da ogsaa, at Betleriet i Begyndelsen as forrige Aarhundrede tog stærkt Overhaand her i Landet. Ikke blot Børn fra 6—15 Aar og andre virkelig Nødlidende „løb i Hobetal omkring", men selv iblandt mindre trængende skabtes der esterhaanden en Mængde omstrejfende, priviligerede Tig- gere derved, at der, i Konsekvents af den i Christian den 3. Reces as 24. August 1537 givne Anvisning, naar Sygdom eller anden Ulykke, navnlig Ildebrand, var overgaaet en Per- son, hos Amtmanden kunde erhverves „Thingsvidne", som gav Ret til at gaa omkring og „brandsle", som man har kaldt denne Uskik, der af enkelte er bleven dreven i Smug indtil op mod Midten af vort Aarhundrede. Et saadant Things- vidne meddeltes oprindeligt uden nogensomhelft Begrænsning^ men indskrænkedes først i 1708 til kun at være gyldigt for 1 Aar, derefter ved Rescr. af 23. Aug. 1745 til Vi Aar, hvorhos det ikke maatte bruges „uden i det Amt, Hvor Ulykken sig Haver tildraget", og efterat der ved Fdng. af 29. Febr. 1792 var oprettet en almindelig Brandforsikring for Landet, kunde der kun ganske undtagelsesvis erhverves Brandbrev, og dette gav saa kun Ret til at gaa om i de nærmeste Sogne en meget kort Tid, hvorefter Brandbrevet uopholdelig skulde tilbagegives Amtmanden. I Jylland havde man i Hver By