Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

142 Fribefordringsvcesenet. mere og mere, indtil den omsider gik over til den for Folk med Hastværk ganske utaalelige Skridtgang og endte tilsidst med at gaa helt istaa, idet Kusken afgav den opmuntrende Erklæring, at Bæsterne skulde have noget at æde for at kunne komme desto raskere afsted paa Resten af Vejen. Det hjalp intet, at Uhrmageren protesterede; „Bæsterne" fik Muleposerne paa, og under en Række velmente Lofter om visse Behage- ligheder, der skulde vente Kusken, sprang Uhrmageren af Vognen og fortsatte Hjemturen til Fods. Han havde imid- lertid næppe gaaet en halv Mil, fpr Kjpretpjet fo'r ham forbi, uden at det lod til, at han var bleven bemærket af Kusken, der i skarp Trav naaede Uhrmagerens Dpr akkurat saa be- tids, at han kunde konstatere, at Vejen var tilbagelagt i den foreskrevne Tid. En endnu værre Medfart sik en Læge, som, under Paa- skud af, at Hestene fkulde vandes, maatte gjpre en ufrivillig Kjpretur ud over Gadekjæret i en Bp, Rejsen faldt igjennem, Hvorved der, til stor Morskab for Kusken og andre tilfældige Nærværende, afnpdtes ham nogle hpjst uværdige Smidigheds- øvelser for at bjærge Fødderne imod det i Vognen indstrøm- mende Vand. Grunden til denne Fatalitet laa i, at Kusken var bleven fornærmet over, at Han, Hver Gang Vejen tog en ny Retning, maatte vende Doktorstolen faaledes, at Lægen bestandig kunde Have Vinden paa Ryggen.^) Efter at der ved Fdng. af 29. Septbr. 1841 var gjort det første Tilløb til en Indskrænkning af Frirejfernes Antal derved, at det bestemtes, at alle Naturalbefordringer i An- ledning af Vejvæsenet skulde bortfalde, imod at der tillagdes Jngeniprkorpsets Officerer og andre Vejbetjente en passende Pengegodtgjørelse, præciceredes det udførligere ved Fdng. af 26. Juni 1844, i hvilke Anledninger Fribefordringer skulde præsteres, samt hvilke Slags Kjørsler der skulde anses for *) Mundtlige Meddelelser.