Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

14 Fattigveesenet. sogne ^, og at et saadant Utal af Omløbere stundom ogsaa kunde indlade sig paa værre Excesser end blot og bart Tig- geri, fremgaar af Rescr. af 20. Oktob. 1711, hvorefter „et Parti løse Folk og Pak" havde sammenrottet sig i Jylland og ej alene stjal og røvede, men endog truede Beboerne med Mordbrand. For nu at raade Bod paa dette Uvæsen gaves der gjen- nem en lang Række Rescripter udførlige Bestemmelser om, Hvor- ledes der skulde forholdes med slige omstrejfende Udlændinge. Et af de vigtigste Rescripter i faa Henseende er dateret d. 14. Septbr. 1736, hvori det bl. a. Hedder, at faadanne Personer skulde afleveres enten i Kjøbenhavn eller paa et nærmere be- tegnet Sted i Jylland og Fyn, Hvorpaa de af de Fattiges Direktører, d. v. s. Stiftamtmanden og Biskoppen, „flulde be- fordres ud af Kongens Riger og Lande", saa fremt de ikke vare arbejdsdygtige nok til at „bruges i et Arbejds- eller Raspehus"; med hver voxen Person skulde følge 4 Rdl. og med et Barn 2 Rdl. til Bestridelfe af Rejseomkostningerne. Men da „Enhver paa Landet undser sig ved at lægge Haand paa slige Personer og lade dem paagribe, siden de ikke vide, hvorfra disse Omkostninger skulle komme", bestemtes det ved Rescr. af 15. Septbr. 1749, at faadanne Omkostninger flulde reparteres paa det Stift, Hvor Paagribelsen fandt Sted. Bed Siden heraf var det gjentagne Gange, f. Ex. ved Rescr. af 18. Decbr. 1715 og 28. Juni 1737 forbudt Skippere og Færgemænd under Fortabelse af deres Fartøjer at overføre faadanne fra et Sted til et andet, ligesom hverken „Bærts- Husmænd" eller Private under en Bøde af 1 Rdl., Hvoraf Halvdelen tilfaldt Sognets Fattige og Resten Angiveren, maatte Herbergerere udenlandfle Betlere, og det var særlig paalagt Sognefogderne og ved Rescr. af 6. Rovbr. 1739 til- lige Oldermændene i hver By at paase, at fligt ikke fandt O Joakim Larsen ' Dansk Lcesebog.