Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

176 Sognefogden. Bestillingsmand og Sogneraadet, dog at Ansvaret overvejende hviler paa den førstnævnte. Denne ældgamle Institution var, som det allerede vil . være fremgaaet af foranstaaende Skildringer, indtil 1841 Autoriteternes vigtigste Hjælpemiddel ude i Sognene i Hen- seende til Forvaltningen as disses Anliggender; men det synes, som om man, navnlig i den ældre Tid, har haft Vanskeligheder ved at skaffe den en saadan Respekt ligeoverfor Befolkningen, at den har kunnet optræde med den fornødne Myndighed som umiddelbar Udøver af de befluttede Foranstaltninger. Under disse Omstændigheder var det ikke sjeldent, at „de Mænd, som kunde være bedst skikkede til dette Hverv, vægrede dem ved at modtage Embedet, dels fordi der ikke er tillagt dem nogen passende Belønning for deres Arbejde, dels fordi de savne den Agtelse og Velvilje hos Almuen, som udfordres, naar de med Virksomhed og Nytte kunde udfylde de dem paahvilende Pligter". For nu at ophæve dette Misforhold, paabødes det udtrykkeligt ved Fdng. af 11. Novbr. 1791, at „Sognefogden af Almuen fkulde anfees fom den fornemste og mest agtede Mand", hvilket bl. a. skulde udtrykkes derved, at han „ved deres Gjæstebud og Samkvemme" skulde indtage Hæderspladsen ved den øverste Bordende; men om dette Paa- bud i Alniindelighed Har Hjulpet ham til nogen større An- seelse, er vel overmaade tvivlsomt. Derimod har det sikkert været af stor Betydning, at Sognefogderne fik Frihed for Del- tagelse i saagodtsom alle de kommunale Byrder, navnlig Rejser, Skole-, Vej- og Kirkearbejde, Fritagelse for at betale Bropenge og Delinkventomkostninger og 5. Juli 1820 Fri- tagelse for at bidrage til Amtsrepartitionsfonden, hvortil endelig Plak, af 25. Maj 1821 føjede Ret til at tage en Søn fri for Militærtjenesten, dog kun naar Sognefogden tillige var Lægdsmand og havde fungeret i 15 Aar. Disse Fordele vare af en saa fristende Natur, at de maatte evne at kalde