Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

16 Fattigv«senet. sine 4 Sk. af Herredskassen, med mindre Proprietæren, d. v. s. Godsejeren, som var forpligtet til at rpddeligholde sit Gods for Betlere, maatte finde Anledning til at afholde denne Ud- gift af fin egen Lomme. Betlerfogderne, med hvis Autoritet det fremdeles maa have staaet daarligt til, eftersom det Har været nødvendigt gjentagne Gange at paabyde en saa selv- følgelig Ting, som at „ingen maatte hindre dem i deres lov- lige Forretninger", ftode under umiddelbar Kommando af Sognefogden og Oldermanden, som i Tilfælde af Pligtfor- sømmelfer i denne Henseende kunde paadrage sig Bøder fra 1 til 3 Mk., der tilfaldt Herredskassen; men paa den anden Side vaagedes der igjen over, at disse ikke forulempedes af Betlerne, idet Opsætsighed eller endog blot Trudsler om Jlds- paasættelse medførte, at den Paagjældende strax pr. Vogn transporteredes til den nærmeste Fæstning, hvilken Befordring Sognemændene skulde afgive „fra Sogn til Sogn" imod en Godtgjørelse af 1 Mk. pr. Mil, der udrededes af Herreds- kasfen. Vægrede nogen sig ved at kjore, havde Sognefogden Ret til at tage „den første den bedste Vogn" for den „Mot- villiges" Regning, hvorhos han maatte betale en Bøde af 3 Mk. til Herredskassen. Medens der saaledes ad Administrationens Vej toges forskjellige Forholdsregler mod det overhaandtagende Tiggeri, affødte denne Landeplage tillige et helt nyt Syn paa den Hele Fattigpleje, idet man med et rigtigt Blik for, Hvor Fejlen laa, gjorde det til en tvungen Pligt for ethvert Sogn at underholde sine egne Fattige paa en saadan Maade, at Bet- leriet ikke skulde være disse en Nødvendighed; men ligesom Frivilligheden ikke paa nogen Maade udelukkedes, saaledes var det kun en Tvangssag at træde til, naar denne viste sig utilstrækkelig. Det var ved Fdng. af 24. Septbr. 1708,