ForsideBøgerLandsognenes Forvaltning …ikationshistorisk Bidrag

Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Forfatter: J. P. Jørgensen

År: 1890

Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 195

UDK: IB 352 Jør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 204 Forrige Næste
18 Fattigvcesenet. Senest 2 Uger efter Forordningens Ikrafttræden stulde de Fattiges Inspektorer i Forening med de respektive Sogne- kommitter „fare fra Sogn til Sogn for at inqvirere Betlere/' dernæst skulde de forfatte en „rigtig Specification for Fattig- lemmer", som inddelles i 3 Klasser efter Trangen. I forste Klasse ansattes: de Fattige, som aldeles intet kunde erhverve, i anden: forældreløse Børn og i tredje: de Fattige, som vel kunde fortjene noget, men ikke tilstrækkeligt til Livets Ophold, altsaa ganfle den samme Inddeling, som gjælder endnu den Dag i Dag. Jøvrigt er Inddelingen af de Fattige i Klasfer af meget gammel Oprindelse. Allerede Palladius nævner 5 Klasser; i første: de Fattige i Hospitalerne, i anden: Peblinge, som „sjunge for LEg, til Papir, Sko og Bøger", i tredje: Stoddere, der hjemløse fare om Land „med Skarn og Skalk- hed", fordi de ikke længere maa gaa Pilgrimsgang til St. Jakob, i fjerde: Sognepræster og Sognedegne, „om dem ginge i Fattigdom" eller „deres Gaarde blev afbrændte af Vaade- Jld", og i femte: Husarme og andre Fattige i Sognet. Samtidig oprettedes i hvert Sogn en Fattigbøsse, hvortil Proprietærer, Forpagtere, Ridefogder og andre skulde bidrage rede Penge, som især anvendtes til Fattiges Beklædning, og af overdreven Forsigtighed bestemtes det, at disse Bøsser skulde forsynes med 3 Laase, hvortil Herredsfogden, Præsten og en af Medhjælperne, stundom ogsaa Proprietæren, stulde have hver sin Nøgle, hvorhos Bøsserne kun maatte aabnes i Præstens og samtlige Medhjælperes Overværelse, ligesom ogsaa Proprietæren havde Ret til at lade sine Ridefogder og Fuldmægtige overvære denne vigtige Akt. Den egentlige Fattigforsørgelfe paahvilede imidlertid Bønderne, „saasom det var Bonden lettere at give Brød, Mel, LErter og andre ædende Varer, som de avlede af Jorden, end rede Penge"; men ved Siden heraf udrededes der ogsaa undertiden Penge, som anvendtes til Jndkjøb af saadanne Naturalier, som ikke havdes ved Haanden, navnlig „Homle