ForsideBøgerLandsognenes Forvaltning …ikationshistorisk Bidrag

Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Forfatter: J. P. Jørgensen

År: 1890

Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 195

UDK: IB 352 Jør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 204 Forrige Næste
Fattigv<rsenet. 19 og Sul". Naar ikke Sygdom nødvendiggjorde, at den Fattige nod sin Forplejning i sit eget Hjem, foregik Forsorgelsen i Reglen paa den Maade, at Gaardmændene efter Omgang maatte modtage de Fattige paa Kost 1 eller 2 Dage om Ugen, imod at disse fkulde „gjore Bonden til Tjeneste, med hvad de formaa". Denne Fordeling af de Fattige efter Om- gang, der skulde reguleres en Gang om Aaret, og hvorved der ikke maatte tages Hensyn til Hartkornets Storrelse, men alene „til Mændenes Tilstand, som besidde det", foretoges dog ikke altid af Sognepræsten og Medhjælperne, men ordnedes meget hyppigt ved, at Bymændene indbyrdes enedes derom, saaledes at enhver især i de Moder, Sognekommitten holdt, „udlovede", som det hedder, „et vist Antal Dage" ; men det blev dog senere ved Refcr. af 28. Marts 1732 tilladt „en eller anden velhavende Bonde, som hellere vilde give noget godvillig i rede Penge end spise en Fattig", at afgjore Sagen ved at indbetale et forholdsmæssigt Bidrag til Herredskassen, „hvilket Middel ogsaa i sig selv er det tjenligste; thi gives de Fattige Korn eller Penge, maa man befrygte, at fligt af dem en eller flere Dage til Unytte kunde fortæres og siden tvinges as Hunger til at betle", og desuden „udlove Bon- derne ofte mer, end de kunde holde, men have de visse Tider af Aaret kun selv lidt til Fode, maa de Fattige tage til Takke med, hvad de formaar". Hvis det, som saaledes tvun- gent eller frivilligt ydedes til de Fattiges Underhold, viste sig utilstrækkeligt, og det af Inspektorerne fljonnedes, at „Sogne- folkenes Evne ej formanede videre", skulde det inden 3 Uger anmeldes for de Fattiges Direktorer, som da enten ved Til- skud fra Kirkerne eller paa anden Maade maatte forge for Tilvejebringelsen af det manglende. I særdeles paatrængende Tilfælde „kunde et lidet fattigt Sogn assigneres paa et fiorre", mere velstillet, hvor de Fattige skulde nyde samme Ret som Sognets egne Fattige; men det viste sig ofte, at en saadan Sammenlægning af Sognene var ganfle frugtesløs, da der 2*