Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag
Forfatter: J. P. Jørgensen
År: 1890
Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 195
UDK: IB 352 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Fattigv<rsenet.
19
og Sul". Naar ikke Sygdom nødvendiggjorde, at den Fattige
nod sin Forplejning i sit eget Hjem, foregik Forsorgelsen i
Reglen paa den Maade, at Gaardmændene efter Omgang
maatte modtage de Fattige paa Kost 1 eller 2 Dage om
Ugen, imod at disse fkulde „gjore Bonden til Tjeneste, med
hvad de formaa". Denne Fordeling af de Fattige efter Om-
gang, der skulde reguleres en Gang om Aaret, og hvorved
der ikke maatte tages Hensyn til Hartkornets Storrelse, men
alene „til Mændenes Tilstand, som besidde det", foretoges dog
ikke altid af Sognepræsten og Medhjælperne, men ordnedes
meget hyppigt ved, at Bymændene indbyrdes enedes derom,
saaledes at enhver især i de Moder, Sognekommitten holdt,
„udlovede", som det hedder, „et vist Antal Dage" ; men det
blev dog senere ved Refcr. af 28. Marts 1732 tilladt „en
eller anden velhavende Bonde, som hellere vilde give noget
godvillig i rede Penge end spise en Fattig", at afgjore Sagen
ved at indbetale et forholdsmæssigt Bidrag til Herredskassen,
„hvilket Middel ogsaa i sig selv er det tjenligste; thi gives
de Fattige Korn eller Penge, maa man befrygte, at fligt af
dem en eller flere Dage til Unytte kunde fortæres og siden
tvinges as Hunger til at betle", og desuden „udlove Bon-
derne ofte mer, end de kunde holde, men have de visse Tider
af Aaret kun selv lidt til Fode, maa de Fattige tage til
Takke med, hvad de formaar". Hvis det, som saaledes tvun-
gent eller frivilligt ydedes til de Fattiges Underhold, viste sig
utilstrækkeligt, og det af Inspektorerne fljonnedes, at „Sogne-
folkenes Evne ej formanede videre", skulde det inden 3 Uger
anmeldes for de Fattiges Direktorer, som da enten ved Til-
skud fra Kirkerne eller paa anden Maade maatte forge for
Tilvejebringelsen af det manglende. I særdeles paatrængende
Tilfælde „kunde et lidet fattigt Sogn assigneres paa et
fiorre", mere velstillet, hvor de Fattige skulde nyde samme Ret
som Sognets egne Fattige; men det viste sig ofte, at en saadan
Sammenlægning af Sognene var ganfle frugtesløs, da der
2*