Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag
Forfatter: J. P. Jørgensen
År: 1890
Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 195
UDK: IB 352 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
20
FattigVcrsenet.
stundom var hele Distrikter, s. Ex. i Skippinge Herred i
Sjælland, „Hvor fast ingen formuende ere, men Sognene, som
grænse paa hinanden, bestaa alene af Fæstebønder og Hus-
mcend, der alle ere saa forarmede, at de paa sine Tider næppe
Have Brod i Huset". I saadanne Tilfælde bestemtes det ved
Rescr. af 6. Novbr. 1739, at alle Stiftets Herredskasser
skulde fomme slige betrængte Sogne til Hjælp uden Hensyn
til, hvilket Herred Sognet hørte til. To Gange om Aaret,
nemlig første Sønd. eft. Paaske og første Sønd. eft. Mikkelsdag
skulde Forordningen „Ord til andet" oplæses fra alle Præ-
dikestole i Landet famt gjøres en alvorlig Formaning til alle
om „at rette sig derefter".
Da disse Bestemmelser imidlertid „paa Grund af de ind-
faldne vanskelige Tider og Forsømmelighed fra de Tilsyns-
havendes Side ikke vedbørligen efterlevedes, og Landet font
Fdlge deraf fremdeles var meget besværet med fremmede og
andre Betlere", indskærpedes det yderligere ved Fdng. af
6. Oktob. 1731 under Trudsel af Kongens højeste Unaade,
at „de med nogen spectaculeus Sygdom og ellers alle andre
Betlere fra Gaderne og Landevejene bortskaffedes, og at der
stedse haves nøjagtig Opsigt med, at de ej lader sig finde
esterdags, men at der i hvert Sogn gjøres Anstalt til, at
fremmede Betlere bringes til det Sogn, hvor de bør være,
saa og at ethvert Sogn underholder og sørger for sine egne
Fattige og rette Almisselemmer, saaledes at de ej af Nød og
Elendighed skulle omkomme", i hvilket Ojemed ogsaa det tid-
ligere nævnte Paabud i Danske Lov om Fattighuses Opfø-
relse gjentages; men det synes ej heller, at denne fyndige
Forordning har ført til det forønskede Resultat; thi allerede
den 5. Febr. 1734 udgik der til Herredsprovsterne et kgl.
Rescr., hvorved Fdng. af 24. Septb. 1708 „dels foran-
dres, dels forbedres", som det hedder i en Rundskrivelse des-
angaaende til alle Sognepræsterne; — maaske har man dermed
for Efterslægten villet antyde, at en Forandring ej heller i