Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag
Forfatter: J. P. Jørgensen
År: 1890
Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 195
UDK: IB 352 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Faitigvoesenet.
21
hine Tider var ensbetydende med en Forbedring. Amtsfor-
valteren eller ogsaa Regimentsskriverne, „Hvor de ere", afløfte
nu Herredsfogderne som de Fattiges Inspektorer; men det
blev dog atter ved Rescr. af 6. Novbr. 1739 gjort Herreds-
fogderne og tillige Birkedommerne til Pligt at gaa disse til-
haande paa de Dage, „der ikke vare Thingdage", og for om
muligt baade „at spare Tid" og at opnaa et syldigere og
paalideligere Overtilsyn med de Fattiges Underhold, bestemtes
det ved samme Rescr., at Amtmanden, som bedre end Direk-
tionen „maatte kjende Folkets Tilstand", skulde indtræde i
Bestyrelsen af Fattigvæsenet som et Mellemled mellem denne
og Inspektorerne, og det blev særlig gjort Amtmændene til
Pligt paa de 2 Dage om Aaret, 1. Juni og 1. Decbr., da
de i Medfor af D. L. 3—19—18 skulde holde Inkvisition i
Amtet over lose og tjenstledige Personer, samtidig at paase,
at de Fattige „vare rigtig inddelte til Almisse at nyde".
Endvidere ophævedes Sognebossen, og dens Indkomster til-
lagdes Herredsfattigkassen, som til Gjengjæld herefter maatte
udrede, „hvad til Herredets Fattige, nodvendige Klæder, Syges
Forplejning og Dodes Begravelse udkrævedes". Men da man
ikke mente at kunne slaa sig til Ro med mindre end 2 „dif-
ferente" Laase og Nogler til Kassen, hvoraf Provsten og
Amtsforvalteren hver skulde have en, og da man indsaa, at
det vilde „Have sin Vanskelighed", om Amtsforvalteren af
denne Grund skulde mode hos Provsten, hos hvem Kassen
opbevaredes, „Hver Gang en Fattig dode eller nogen anden
hastig og uomgængelig Udgift forefaldt i et eller andet af
Herredets Sogne", for at „udtage det behovendes", simplift-
ceredes dette indviklede Apparat ved, at Hver Sognepræst
„leveredes" en Del Penge som Forskud, imod at han „i
Kassen nedlagde sin Revers og siden gjorde rigtigt og bevis-
ligt Regnskab for, hvortil de vare forbrugte". At der forresten
langt senere er bleven trussen saadanne Sikkerhedsforanstalt-
ninger, ses af Fundats af 15. Marts 1855 for Viborg Ho-