Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

58 Skolevæsenet. ubestilt, og endog maatte hore mange onde, trodsige og for- agtelige Ord af Sognefolkene"-1) For Sædedegnene var der i det hele taget fastsat en Mængde karakteristiske Leveregler. De maatte faaledes ikke lade sig nøje med mindre Løn, end der tilkom dem; thi det vilde skade Eftermanden og komme til at hedde: „Han var en Dannemand, han regnede ikke saa nøje med os som I". De skulde bære stikkelig vide Klæder og ikke bruge Kappe og Hat uden paa Rejser; men i Kirken skulde de altid møde med sømmelige Bladkraver. Degnen maatte ikke holde Jagt- hund, „med mindre den var lemlæstet paa Forbenene", eller gaa med Fyrrør (Bøsse). Han maatte ikke være Kromand eller gaa som Skaffer ved noget Gilde, end ikke ved Præstens Bryllup. Ikke maatte han gaa om med en Bog med Helgen- billeder udi og lade Almuen kysse Billedet og derfor modtage Kyssepenge. Han stulde vise Lydighed mod sin Sognepræst og ikke handle, som hin Degn gjorde, der slog Præsten to Slag i Panden med Oxebanen. Han maatte ikke tage den ugudelige, jødiske Aager, 4 Sk. om Ugen af en Rigsdaler eller 1 Mk. i 20 Uger, og endelig burde han vogte sig for Trolddom, Signen og Manen, at det ej stulde gaa ham, som det gik Jens Degn i Birkerød, der blev aabenbar anklaget af en Bonde for Trolddom og siden brændt, eller som Mikkel Degn i Rørup i Vendsherred, der blev bandsat formedelst sine magiste Besværgelser.^) De maatte ej heller være Thing- flrivere eller betjene andre verdslige Bestillinger eller bruge Ferler i Skolen at lemlæste Børn. Desuagtet have de under- tiden fungeret baade som Herredsskrivere og Herredsfogder, ligesom de „ikke sjældent besværges og buddes med Stæv- ninger og andre LErinder at forrette, saa at de ikke fuldgjøre *) Kirkehist. Samlinger, 3. Reekke, II. 2) Severin Kjcer: Fra Stavnsbaandets Dage.