ForsideBøgerLandsognenes Forvaltning …ikationshistorisk Bidrag

Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Forfatter: J. P. Jørgensen

År: 1890

Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 195

UDK: IB 352 Jør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 204 Forrige Næste
Skolevæsenet. 61 umodne blev færdigt". Ej heller maatte han „fordre, be- gjære eller bruge Bøndernes Heste, Vogne eller Rideheste til at lade sig føre til Tællingstedet". Efterhaanden foni hver tiende Neg udtoges, læssedes det i Reglen med det sanime paa Vognen, og Bonden var der- efter forpligtet til at henkjøre og aflæsse Tienden paa det Sted, som Tiendetageren bestemte, dog maatte dette Sted ikke være længere bortliggende end en Mil fra Sognets Kirke, der baade for Tiendetager og Tiendeyder „skulde regnes for en fast og urykkelig Terminus", hvorfra Milen flulde begynde. Noget senere beregnedes Milen fra Markens nærmeste Kant; men dersom Tiendetageren ved Modtagelsen af Tienden ikke fandt denne tjenlig til at indsættes i Hus, kunde Han forlange den henført endnu 500 Alen, forinden den afsattes paa Marken til yderligere Tørring. Disse Transportbestemmelser Havde den store Fordel for Tiendetageren, at han derved sattes i Stand til at kunne afhænde sine Rettigheder til meget fjernt- boende Forpagtere. — Forfaavidt Tienden leveredes efter Solens Nedgang, havde Tiendetageren Ret til at fordre Bonden til at møde den næste Dag for at besørge Aflæsningen. Forinden Tienden saaledes var berigtiget, maatte Bonden ikke hjemføre sit eget Korn, med mindre Tiendetageren ikke i rette Tid gav Møde til Tællingen, da Tiendeyderen i saa Fald var berettiget til at opsætte Tienden paa Marken i Overværelse af 2 „Dannemænd", som kunde tages blandt Hans egne Høstfolk, og som „om fornødent til Thinge kunde gjøre deres edelige Tilstaaelse" ; men da det kunde befrygtes, at Bønderne kunde være skjælmske nok til „at kalde Tælleren, førend Kornet var tjenlig til at hjemkjøres", i den Hensigt at faa dette besværlige Arbejde fra Haanden og Tiden til deres egen Raadighed, naar det gunstige Øjeblik indtraadte, saa var man alsidig nok til ogsaa at Have Øje for denne Mu- lighed, og Tiendetageren havde derfor, naar han formodede flige Underfundigheder, Ret til at sige: „Versgod, min gode