Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag
Forfatter: J. P. Jørgensen
År: 1890
Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 195
UDK: IB 352 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Skolevæsenet.
61
umodne blev færdigt". Ej heller maatte han „fordre, be-
gjære eller bruge Bøndernes Heste, Vogne eller Rideheste til
at lade sig føre til Tællingstedet".
Efterhaanden foni hver tiende Neg udtoges, læssedes det
i Reglen med det sanime paa Vognen, og Bonden var der-
efter forpligtet til at henkjøre og aflæsse Tienden paa det
Sted, som Tiendetageren bestemte, dog maatte dette Sted ikke
være længere bortliggende end en Mil fra Sognets Kirke,
der baade for Tiendetager og Tiendeyder „skulde regnes for
en fast og urykkelig Terminus", hvorfra Milen flulde begynde.
Noget senere beregnedes Milen fra Markens nærmeste Kant;
men dersom Tiendetageren ved Modtagelsen af Tienden ikke
fandt denne tjenlig til at indsættes i Hus, kunde Han forlange
den henført endnu 500 Alen, forinden den afsattes paa Marken
til yderligere Tørring. Disse Transportbestemmelser Havde
den store Fordel for Tiendetageren, at han derved sattes i
Stand til at kunne afhænde sine Rettigheder til meget fjernt-
boende Forpagtere. — Forfaavidt Tienden leveredes efter
Solens Nedgang, havde Tiendetageren Ret til at fordre Bonden
til at møde den næste Dag for at besørge Aflæsningen.
Forinden Tienden saaledes var berigtiget, maatte Bonden
ikke hjemføre sit eget Korn, med mindre Tiendetageren ikke i
rette Tid gav Møde til Tællingen, da Tiendeyderen i saa
Fald var berettiget til at opsætte Tienden paa Marken i
Overværelse af 2 „Dannemænd", som kunde tages blandt
Hans egne Høstfolk, og som „om fornødent til Thinge kunde
gjøre deres edelige Tilstaaelse" ; men da det kunde befrygtes,
at Bønderne kunde være skjælmske nok til „at kalde Tælleren,
førend Kornet var tjenlig til at hjemkjøres", i den Hensigt
at faa dette besværlige Arbejde fra Haanden og Tiden til
deres egen Raadighed, naar det gunstige Øjeblik indtraadte, saa
var man alsidig nok til ogsaa at Have Øje for denne Mu-
lighed, og Tiendetageren havde derfor, naar han formodede
flige Underfundigheder, Ret til at sige: „Versgod, min gode